BFF – Vild med Vilde

Forfatter: Line Leonhardt
Illustrator: Jan Solheim
Sidetal: 40
Forlag: alinea / Serie: Rød læseklub
Udgivelsesår: 2017
Set til kr.: 142,00

Målgruppe: 8 – 10 år
Sværhedsgrad: Lix 10

Hvis nogen mener at huske, at barndommen udelukkende var fyldt med sol og leg, så husker de jo forkert. Det er sol og leg, men det er også (for disse piger) en kamp for at holde bedsteveninderne inden for rækkevidde.

Emma og Ida er BFF, best friends forever, men så kommer Vilde ind i klassen som den nye pige. Nu er 4. klasse pludselig en kampplads, hvor Ida, Vilde og Emma skal prøve nye positioner af. Det lykkes heldigvis at finde en måde, så de bedste venner forever nu er tre piger.

Og så ender det med at de går til dans om torsdagen, så de alle kan være med. Rigtignok går de i efterfølgeren BFF – Vilde bliver bange til dans om onsdagen (hvor Emma ellers i første bind går til tennis), men det er nok kun meget opmærksomme læsere, der lægger mærke til det.

Lix-tallet er 10, og det er en kunst at skrive en bog, hvor et så kompleks emne som ”venindejalousi” tages op, uden at man gør brug af komplekse sætninger.

Klasselæreren Mette er opmærksom på klassens miljø, men der sker meget i pigernes tanker.

Jan Solheim tegner klart og skarpt. Pigerne har hver sin hårfarve, så man kan kende dem fra hinanden. De har alle store udtryksfulde øjne, og de ligner piger på 10 år. Det er de også.

Serien ”Rød læseklub” har her en venindeflok, der helt sikkert kan levere intriger til mange bøger. Det er søde piger, der tænker på andre – men som også tænker på sig selv. Derfor er det et godt afsæt til samtale om, hvordan man behandler hinanden, så alle kan have en ven.

Vild med Vilde – Rød Læseklub

Forfatter

Anmelder: Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg,Medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere. Favoritbørnelitteratur:
Dette indlæg blev udgivet i seriebog, Lix, Selvlæsning og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.