Med benene på nakken

Forfatter: Arne Svingen
Oversætter: Susanne Vebel
Sidetal: 152
Forlag: ABC Forlag
Udgivelsesår: 2016
Set til kr.: 206,-

Målgruppe: 12 – 19 årige og alle de andre fra 19+

Tre gode citater kan indlede denne anmeldelse:”Jeg kan huske min lærer, der sagde, at i alfabetet kører bogstaverne i tog. Der er noget galt med skinnerne, når far sætter sig på toget. Og det næste lyder: Jeg er sikkert den dårligste målmand, de nogensinde har spillet med. Men det fine ved at tabe er, at så er der nogen andre, der vinder. Og så er der den civilisationskritiske: Jeg har nogen gange spekuleret på hvordan man fik tiden til at gå, før man havde fjernsyn og computere og spillekonsoller og MP3afspillere. Nu forstår jeg det. Man læste. Og snakkede med hinanden. Og udtænkte opfindelser, der skulle føre verden frem.

Eirik (eller Johnny, som hans far til tider kalder ham) har været ude for en ulykke. På første side er han i tog på vej væk, han er sammen med sin noget utilpassede far på flugt fra Norge, og de ender efter en række genvordigheder i en slumlejlighed i Berlin.

Faderen er på ingen måde noget forbillede for sønnen. For at skaffe penge bokser han ”bare knuckle-kampe” uden større held, han stjæler i butikker (og her er sønnens kørestol og handicap en fin afledning), og  han er ikke nogen stor kommunikator af, hvor han går hen, og hvornår han kommer tilbage. Det er svært at være handicappet  i en slumlejlighed i en ukendt by i et fremmed land, men heldigvis er Heinz og Sandra ude i gården, hvor de spiller fodbold. Og når man spiller på små mål kan selv en kørestolsbruger være målmand.

Det er en livsbekræftende og grum fortælling om en hverdag, der vil være ukendt for mange unge. Eirik er utrolig loyal overfor sin far, han kan se, at faderen prøver at gøre sit bedste, men han magter ikke meget. Der er noget galt med skinnerne, når far sætter sig på toget, – tænker han. Og ja, faderen er ordblind, han er kriminel (ikke sådan ond-kriminel, bare sådan ubetænksom-kriminel) og faderen elsker sin søn, men magter ikke at overskue konsekvenserne af sine handlinger.

Det er vennerne Heinz og Sandra, der står som de stærke figurer sammen med Eirik. De er venner, og de er ærlige overfor hinanden. De står klar og kan se, at Eirik ikke har det nemt, men de fornemmer også hans loyalitet overfor den noget barske far.

Eirik er en overlever, han er den voksne i den meget lille familie, der består af Eirik og far, men han ved også, at han ikke kan klare sig uden vennerne.

En familie behøver ikke være en ægte kernefamilie, det er også fint med reservefamilier. Og skal man begynde på en ny start, så må man være ærlig og sige tingene, som de er. Man må også kunne tale om den mor, der ikke længere findes. Og om den ulykke, der førte til at Eirik blev handicappet. Og om den kærlighed faderen har til Eirik, også selv om han ikke er god til det med ord.

Det er en fremragende ungdomsbog. En af de rigtig gode. Det er Susanne Vebel, der har oversat bogen fra norsk.

Arne Svingen

http://www.abc-forlag.dk/

Forfatter

Anmelder: Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg,Medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere. Favoritbørnelitteratur:
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.