Ayses pyjamasfest

Bogens forsideForfatter: Özlem Sara Cekic
Illustrator: Runa Steppinge
Sidetal: 56
Forlag: Gyldendal - Vild Dingo
Set til kr.: 186,25


Målgruppe: 2.-3.klassetrin
Sværhedsgrad: Lix 21

Far spørger Ayse, hvordan det er gået i skolen, men inden hun når at svare, begynder han igen at snakke om sine smerter i ryggen. Ayse vil hverken høre om hans sygdom eller oversætte de breve, han har fået fra hospitalet. ”Du må spørge Baran og Sherhad, hvad der står i brevene. De må jo alligevel alt,” siger hun. Hun rejser sig hidsigt op og går ind på sit værelse.

Ayse, Louise og Anne er veninder.  Ayse er kurdisk og kommer fra et hjem med andre normer og regler end Anne og Louises danske familier. Anne har inviteret Louise og Ayse til en pyjamasfest, men Ayse må ikke for sin far og mor. Ayses mor tror der kommer drenge med og hendes far tror de skal drikke øl. Alle Ayses forsøg på at forklare sine forældre, at de tager helt fejl er nyttesløse. Derfor lægger Anne og Louise en plan for, hvordan Ayses forældre kan overtales til at sige ja til pyjamasfesten hos Anne.  Pigerne er overbevist om, at hvis bare deres forældre kender hinanden noget bedre, så vil Ayses forældre ikke være så bekymrede. Men det er en helt anden og mere dramatisk episode der ændrer situationen.

Illustrationerne er farvelagt i overvejende klare farver. Nogle illustrationer er helsides, andre er noget mindre og optræder sporadisk mellem teksten.

Temaet i bogen er at bringe forståelse mellem to forskellige kulturer. Det lykkedes rigtig fint og læseren får både sympati, forståelse og indsigt i både den danske og den kurdiske kultur. Ôzlem Sara Cekic bygger bro mellem to kulturer og hendes måde at beskrive forskellige kulturelle holdninger virker meget ægte og autentiske.

www.dingo.gyldendal.dk

www.gyldendal-uddannelse.dk

Forfatter

Anmelder: Sanne Katrine Haugaard

Uddannet fra Zahles Seminarium i 1995. Har været ansat på Skovshoved Skole siden 1995. Blev i 2002 uddannet som skolebibliotekar og har fungeret som sådan siden.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.