Axels fødselsdag – Verdens allerbedste bil

Forfatter: Mariane Iben Hansen
Illustrator: Hanne Bartholin
Sidetal: 40
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 2019
Set til kr.: 179, 95

Målgruppe: 3+

”Axel elsker biler,

og hvor heldig kan man være,

han har job i Harrys Autoland

og knokler for at lære

om kardanaksler, drivremme,

stempler og beslag.

Tænk han har så travlt,

han glemmer helt sin fødselsdag.”

 

Børne-bil-billedbogsklassikeren Axel elsker biler fejrede i 2017 tiårs fødselsdag ved at udkomme med et guldomslag, der glitrer smukt, og ikke mindst med tilføjede brandbiler i teksten.

Axels fødselsdag. Verdens allerbedste bil er som forgængeren skrevet af Marianne Iben Hansen, og er en herlig billedbog med rimet rap-and-tekst, og igen skønt illustreret af Hanne Bartholin. Endelig udkommer den med et smukt glitrende rødt omslag, der matcher Axel elsker bilers gyldne.

Anden Axel er stadig vild med biler. Hans far og mor har prøvet at fortælle ham, at han er en and og bare skal nøjes med at svømme – men en dag smuttede Axel hjemmefra, og så skete der ting og sager. Så mange ting og sager, at Marianne Iben Hansen rap-rimede udover det hele i Axel elsker biler, så sågar satsblade og omslag blev fyldt med biler. De sidste biler, der blev plads til dengang var ”rumlende rapbiler,” og den har åbenbart rumlet så meget og så længe, at Axel nu er tilbage i vanlig fin form med kørebriller og olie i fjerene i Axels fødselsdag.

Marianne Iben Hansen rimer derudaf i en fortælling, skabt til oplæsning og fyldt med fart, glæde og kærlighed til både sprog og biler. For auto-anden Axel er glæden kolossal, da auto-lærermesteren, Harry, lader et stort ønske gå i opfyldelse og giver Axel mulighed for at bygge sin helt egen bil. Men når man, som Axel elsker, alle biler, kan det være vanskeligt at beslutte hvilken bil det skal være.

Mens den voksne oplæser smårapper derudaf i en fortælling, hvor fødselsdagsgæsterne både danser på bordet og selvfølgelig spiser andemad, så er børnene forrygende godt underholdt af Hanne Bartholins billedside, der smukt illustrerer handlingen. Her er nok at kigge på undervejs.

Axels fødselsdag. Verdens allerbedste bil er en oplagt fødselsdagsgave til børn, der godt vil have en sjov, underholdende fortælling som godnatlæsning, men bogen hører også hjemme i indskolingens danskundervisning, når der skal arbejdes med rim og remser, nye og gamle bilmodeller som Tesla og Taunus, og ordforråd, for:

”Wow, det er vildt,

Det er crazy, det er gak.

”Harry!” råber Axel,

”du´den bedste, tusind tak!”

 

Marianne Iben Hansen

Hanne Bartholin

Axels fødselsdag -verdens allerbedste bil

 

Forfatter

Anmelder: Søren Fanø

Søren er lektor i dansk ved VIA UC, cand.pæd. og Master i børnelitteratur. Oprindeligt læreruddannet. Har interesseret sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år. Forfatter til både bøger og artikler om denne. Tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og suppleant til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Er særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen. Har en særlig svaghed for billedfortællinger, herunder graphic novels.
Dette indlæg blev udgivet i Billedbøger, 3+ og tagget , , , . Bogmærk permalinket.