Autopilot

Forfatter: Ronnie Andersen
Sidetal: 192
Forlag: Høst & Søn
Udgivelsesår: 2016



Målgruppe: 13+

Ikke til lykkelige situationer

I lang tid var penge ikke noget problem, så skyldtes alle vore problemer penge, eller mangel på samme, og lige nu ville jeg ønske, at det eneste problem var penge. Men er der egentlig andre problemer?, kommer jeg til at tænke. Vel ikke noget, 100.000 kr. ikke kan løse. Eller jo, hvor fanden er Irene?

I denne stærkt rørende fortælling Autopilot er romanens hovedperson ilde faren på en helt anden måde end personerne i mange af Ronnie Andersens andre bøger. Vist er Rufus dysfunktionel, livsangst, frustreret og ironisk som de andre personer i hans forfatterskab.

Familien lider stærkt under, at Rufus’ mor har begået økonomisk kriminalitet og får en fængselsdom, hvilket betyder, at familien må sælge deres hus og skrue alvorligt ned for blusset. Huset må sælges og de flytte i lejlighed.

Rufus er en god fyr med tilsyneladende både sunde venner, Kastanje og Lukas, og med et talent for at spille fodbold. Han kan blot ikke tackle det sunde. Og i familien føler han sig slet ikke tilpas, og som andre karakterer i Ronnie Andersens forfatterskab udvikler også Rufus et stærkt element af ironi – for ikke at sige sarkasme over for både sin far og mor. Især efter moderens dom. Han nægter at kalde hende mor, men nævner hende konstant og ”fremmedgørende” ved hendes fornavn Rikke. (Da de en aften efter hendes dom er ude at spise, inden moderen skal ind at afsone, og, spørger tjeneren, da de bestiller maden, om de ønsker vand ved bordet. Rufus ler og siger: Ja, du kan jo lige så godt vænne dig til det).

Søsteren kalder han Påklædningsdukken.

Der er godt med afstand på.

Efterhånden glider interessen for fodbold i baggrunden og spillelysten tager over der, hvor der bliver et frirum. Først i det små, og af og til vindes der en smule, af og til tabes der, men gradvist eskalerer det, der spilles for større og større summer, og pludselig er Rufus i knibe. Faderens dankort hjælper ham ud af den første alvorlige knibe. Men da det bliver opdaget, giver det naturligvis ballade. Faderen er imidlertid ikke en, der ønsker sig de helt store konflikter. Heldigvis har han en søster, der har masser af penge, og som hjælper med pengene, men blot forgælder Rufus – uden at han dog for alvor mærker det – eller tager det ind, så man mærker, at han har forstået, hvor galt det står til.

Og nu er han for alvor ude i problemer. I begyndelsen kommer han på et spillested, men da det opdages, formenes han adgang. Har heller ikke alderen til at kunne komme der. Til slut må han til Helge, der låner penge ud på ågervilkår. Men slisken kender kun en retning. Nedad. Lige meget hvor klog og smart Rufus synes, han er, og at han indimellem vinder ganske pæne summer – og også kan betale Helge tilbage på hans vilkår – så hænger han fast i sumpen.

Omsider tager han under pres fra familien konsekvensen og indskriver sig på et hjem for ludomaner. Men han er gået forkert, mærker han tydeligt. De andre – og det gælder også personalet – forstår ikke en hujende fis af det hele.

Heldigvis er der Irene – Hvis der er en Irene? På en udflugt finder de sammen, er enige om, at de andre er idioter, og da Rufus smides hjem pga. dårlig opførsel, er det ham en dejlig glæde, at Irene kort efter lider samme skæbne.

De beslutter at stikke af sammen – endog på faderens gamle motorcykel. De besøger ågerkarlen Helge, der låner dem en hulens masse penge – og de spiller dem op. Lige meget, hvor klogt de stiller sig an, så går det galt. Og til sidst går det dobbelt galt – dybt forgældet og i en ulykke. Motorcyklen smadres og Rufus ender på hospitalet.

Undervejs synes det som om Rufus er lykkedes med at smadre forholdet til sin familie, sit venskab med Kastanje og Lukas, der til gengæld finder sammen – og sit fritidsliv?

Ronnie Andersen kører problematikken helt og ubønhørligt til kanten. Han er virkelig barsk og dygtig til at tilrettelægge sit plot, så man hænger på med det yderste af neglene, samtidig med at man hvisker til knægten: Kom nu, Rufus, tag dig dog for pokker sammen. Indse at det er noget juks, du er ude i. Men anmelderen ved godt efter læsningen af bogen, at Rufus vil læne sig ud mod læseren og hvisle: Pas dig selv makker. Jeg ved bedst. Og hvis det ændrer sig, skal jeg nok gøre noget ved det.

Tør man stole på det? Man ønsker det i hvert fald.

Vi er vidne til endnu en fin og stærk roman, der rammer midt i skiven og efterlader sin læser rørt og mærket. Anmeldelsens overskrift kan ramme lige ned i såvel den aktuelle roman som i hele forfatterskabet.

Velegnet til selvlæsning i folkeskolens ældste årgange – samt i gymnasiet.

http://rosinante-co.dk

 

Forfatter

Anmelder: Eiler Jensen

Eiler er konsulent og forfatter til adskillige bøger – både skønlitterære ungdomsbøger og – især – faglitterære bøger om børne- og ungdomslitteratur. Er anmelder af børnelitteratur i Børn & Bøger. Er oprindeligt uddannet som lærer, har siden uddannet sig til cand.pæd. i pædagogisk filosofi. Har læst børnelitteratur igennem hele voksenlivet, og er af den opfattelse, at skønt man ikke kan frikende børnelitteraturen et vist pædagogisk islæt, så kan den som voksenlitteraturen bestemt være et kunstnerisk udtryk.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret. Bogmærk permalinket.