Arme djævel

‣ Forfatter: Kim Fupz Aakeson

‣ Illustrator: Kamila Slocinska

‣ Forlag: Gyldendal

‣ Udgivelsesår: 2016

‣ Pris: 229,95

‣ Målgruppe:5+

‣ Sidetal: 56

‣ ISBN: 9788702180282

Lidt fakta om Helvede:
Helvede ligger et sted langt nede under jorden.
Der er helvedes hedt i Helvede.
Helvede er hovedstad for Det Onde.
Her bor Fanden og Fandens Oldemor
(det er hende der fyrer op hele tiden).
Fanden er en slags dirktør for det hele.

De er et godt makkerpar, Kim Fupz Aakeson og Kamila Slocinska i billedbogen ”Arme djævel.”

Den fortæller historien om Fanden der simpelthen får pip eller fnidder af alle de små uvorne djævle der prutter svovl og smider grus i hans havregrød. Fanden smider dem simpelthen ud af Helvede, hele bundtet. Og før nogen får set sig om står vores arme djævel, Moloch, mutters alene i et indkøbscenter. Og det eneste han kan, er at være ond lige indtil han møder pigen, Doris og hendes hund, Scooter. Doris lærer Moloch at begå sig efter, at han har fået smag for skumfiduser og Scooters selskab i sofaen foran fjernsynet. Sådan kan det gå helt galt for enhver djævel. Moralen er, at det er bedre at kaste en pind til hunden frem for at kaste med glødende kul efter folk. At det onde kan erstattes af noget helt andet.

Historien er fortalt i sædvanlig suveræn stil af Kim Fupz Aakeson. Den er morsom, samtidig med at den giver sin unge modtagergruppe noget at tænke over. For handlingen afbrydes nogle gange af faktaopslag, hvor diverse ord og begreber forklares af fortælleren: Her er lidt fakta om helvede (se ovenfor), ondskab og Doris.

Det hele er illustreret på allerbedste måde af Kamila Slocinska med hendes burleske, groteske og ekspressive streg, der supplerer og understøtter fortællingen og som sender tankerne til adskillige andre illustratører, måske især til Lilian Brøggers måde at illustrere på. Jeg er forelsket i fremstillingen af de mange små djævle, og især i omslagets eftertænksomme og lidt triste, arme djævel med de små, endnu ikke udvoksede horn. Så er der de mange små detaljer Slocinska har fået med i de enkelte opslag og som er værd at undersøge. Som omslagets djævel antyder, er det hårdt hele tiden at skulle være ond og udtænke nye ondskabsfuldheder. Som Moloch også må erkende, er det altså bare så meget enklere at være god. Slocinskas farvevalg til de enkelte opslag er ligeledes velvalgte. Her er flere nuancer af rødt, pink, sort og grønt til at understrege, at her er både hedt og truende.

Den “Arme djævel” anbefales varmt (!) til oplæsning i daginstitutioner, SFOer og til indskolingen og hvor børn ellers færdes. De vil have godt af at møde Moloch, Scooter og 8årige Doris. 

Og så må man altså bare beundre Kim Fupz Aakeson for hans afsindige flid og høje bundniveau. “Arme djævel” udkommer blot en uge efter “Vitello og den afskyelige snemand.” Begge være hermed anbefalet.

http://www.gyldendal.dk/

http://www.slocinska.com

http://www.forfatterweb.dk

Anmeldelsen er skrevet af Søren Fanø

Søren Fanø (1950-2022) Søren var oprindeligt uddannet lærer, cand.pæd. og Master i børnelitteratur og tidligere lektor i dansk ved VIA UC. Han interesserede sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år og var forfatter til både bøger og artikler om denne. Han var tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Var særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen, og som kræver formidling og havde en særlig svaghed for billedfortællinger i alle afskygninger.