Alberte i børnehave – Jeg vil kun lege med Sofia

Forfatter: Line Kyed Knudsen
Illustrator: Jan Solheim
Sidetal: 32
Forlag: Carlsen / Serie: Alberte i børnehave
Udgivelsesår: 2018
Set til kr.: 199,00

Målgruppe: 3+

Jeg vil kun lege med Sofia er anden bog i serien om Alberte i børnehave.

Alberte kommer i børnehave med én tanke i hovedet: i dag vil hun lege med Sofia. Lærke vil også gerne være med, men Alberte synes bare, det er irriterende. Først da Sofia bliver hentet tidligt, kommer Alberte i tanke om, at Lærke også er sjov at lege med – og til festen i børnehaven om aftenen finder hun ud af, at det allersjoveste måske er, når de alle sammen leger sammen.

Line Kyed Knudsen har som altid et skønt, autentisk børneperspektiv. I denne fortælling fremstår Albertes oplevelser og følelser omkring de svære venskaber dog ikke helt så knivskarpt, som de gør i den første bog i serien (En dum dag); moralen om at alle skal være gode venner og at det er sjovest at lege allesammen bliver måske en anelse for søgt, og den skygger lidt over fortællingen om Albertes – for ganske mange børnehavebørn sikkert genkendelige – stærke ønske om at lege på tomandshånd med en bestemt kammerat.

Teksten er oplæsningsvenlig og lader os følge Alberte helt tæt på:

”Skal vi lege bagefter?” spørger Alberte og kigger på Sofia.

”Det ved jeg ikke,” siger Sofia og tager en bid af sin skinkemad.

Alberte vil også gerne have en skinkemad med.

”Jeg vil gerne lege,” siger Lærke.

Men Alberte vil jo kun lege med Sofia.

Jan Solheims illustrationer er bløde og runde med klare farver, tydelige ansigtsudtryk og masser af genkendelige detaljer fra børnehavelivet – fx garderober med billeder på, duplo-klodser og karse i vindueskarmen.

Dette er en fin oplæsningsbog for de 3-6 årige om livet i børnehaven; dialogisk læsning af bogen ligger ligefor. Her er lagt op til en snak om venskaber og om at invitere andre med i legen – men også om de følelser, der gør at det kan være svært.

Carlsen – Alberte i Børnehaven – Jeg vil kun lege med Sofia

Forfatter

Anmelder: Maria Seebach

Maria er uddannet pædagog og arbejder som sådan i en vuggestue i Hørsholm. Maria har specialiseret sig i de 0-6årige og bl.a. beskæftiget sig med pædagogens valg, vurdering og brug af børnelitteratur i daginstitutionen – derigennem har hun fået et særligt fokus på, hvordan forskellige bøger præsenterer børnene for forskellige udtryk, både æstetisk og kulturelt. Maria har især interesse i bøger henvendt til aldersgruppen 0-6 år, dvs. hovedsageligt billedbøger med hovedvægt på billedsiden og mere eller mindre tekst.
Dette indlæg blev udgivet i seriebog, Billedbøger, Oplæsning og tagget , , , . Bogmærk permalinket.