Alarm på basen – Max Vero 2

Forfatter: Cecilie Eken
Illustrator: Peter Heydenreich
Sidetal: 64
Forlag: Høst og søn / Serie: Max Vero 2
Udgivelsesår: 2015
Set til kr.: 199,95

Målgruppe: 7+

Max sætter efter oberst Foks. Nu angriber de to første jagerfly. De skyder med impuls-kanoner. Mod flyene på jorden! Mod de store tanke med benzin ved hangar 2. Der lyder flere brag! Under Max ryster jorden. Han er ved at snuble. Men han løber videre.

Beleria og Darien er i krig med hinanden. De kæmper om Mera-bjergene, hvor der viser sig at være forekomster af råstoffet sol-krystaller, som er meget energifyldte. Små mængder af det kan erstatte store mængder olie. Det er med andre ord en helt traditionel krig, som handler om at erobre et landområde pga. resurser i jorden, helt som vi kender det i virkeligheden. Men det er samtidig en langstrakt krig, der nu uden en afgørelse har varet i fire år. Tanken strejfer faktisk den trojanske krig.

I Belerias hovedstad bor Max Vero og hans to venner, Amir og Sita.

Max er bidt af en gal flyver og drømmer om at blive jagerpilot som sin afdøde far. Interessen deler han med Amir, som bor på børnehjem, fordi han er forældreløs. Sita, den tredje i trioen ved en masse om flymekanik og elektronik.

Som følge af deres selvvalgte og succesfyldte indsats under Dariens flyangreb på Belarias hovedstad Hafnia i første bog (Det nye Fly), er Max og Amir blevet optaget på Flybasen. Nu er der gået et år, og Amir er blevet kadet, medens Max endnu er aspirant. Men på rette vej. På vej over for at hente Amir overhører Max en samtale mellem kaptajn Cully og oberst Fox. Samtalen handler om, at der synes at være en spion på basen, idet det synes, som om at fjenden altid ved, hvornår et angreb skal finde sted.

Senere overhører Max – under en rengøringsstraf – en telefonsamtale, som Kaptajn Cully fører, og det lyder grangiveligt, som det er ham, der er spionen, idet han siger: Jeg er bange for, at jeg er ved at blive afsløret … Ja, mistanken er vakt.

Er det mon kaptajnen, der er den store skurk – eler er den for tydelig og tidlig i forløbet? Selvfølgelig. Hvem skurken og spionen er skal ikke afsløresFs1, men nok, at det bliver kritisk for Max, da pludselig Amir er under anklage for at være den, der lækker hemmeligheder. Og så … pludselig er et nyt luftslag i gang. Max kommer med på vingerne og kæmper tappert – og fjenden slås da også tilbage.

Men, men, men … det kommer ikke herfra, hvem den rigtige spion er – men alt forløber imidlertid på bedste vis. Og Max forfremmes fra aspirant til kadet!

Cecilie Eken kender vi så godt. Senest fra den dejlige, humoristiske og let feministiske tetralogi og fantasi-ridderroman-pastiche ”Det levende sværd”. Mange vil formodentlig have den imponerende sonetkrans ”Mørkebarn” som deres favoritbog i hendes forfatterskab.

Denne serie om Max Vero er – set i den sammenhæng – måske mere at karakterisere som en mellembog. Den er naturligvis både velskrevet og vildt spændende og rummer det, en bog af den kaliber skal rumme, men dyb er den i sagens natur ikke. Men at mange – nok især drenge – vil finde en spændende og overkommelig bog at læse, det skal slet ikke underkendes. Og de vil formodentlig sidde åndeløst med bogen i skødet, til den er læst til ende.

Peter Heydenreichs illustrationer har undertegnede det lidt blandet med. Omslaget er meget actionfyldt og dramatisk og med gode farver, som virker lækkert indbydende, tegningerne inde i bogen forekommer imidlertid, skønt meget veltegnede, noget blege. De kommer næsten til at udgøre en kontrast til den farverige fortælling. Og det er måske hensigten?

Som sagt tror jeg, at mange drenge vil finde god underholdning i at sætte sig i en god stol med bogen, og de vil formentlig sluge den i én omgang pga. spændingen, farten, dramaet og krigstummelen.

http://www.cecilieeken.dk/

Forfatter

Anmelder: Eiler Jensen

Eiler er konsulent og forfatter til adskillige bøger – både skønlitterære ungdomsbøger og – især – faglitterære bøger om børne- og ungdomslitteratur. Er anmelder af børnelitteratur i Børn & Bøger. Er oprindeligt uddannet som lærer, har siden uddannet sig til cand.pæd. i pædagogisk filosofi. Har læst børnelitteratur igennem hele voksenlivet, og er af den opfattelse, at skønt man ikke kan frikende børnelitteraturen et vist pædagogisk islæt, så kan den som voksenlitteraturen bestemt være et kunstnerisk udtryk.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , . Bogmærk permalinket.