Det bedste og det værste.
Det bedste er nogle gange det værste,
fordi man hele tiden er bange for, at det skal holde op,
så på en måde kan man sige, at det værste er det bedste. (s.11)
Med Søren Kirkegaard leves livet jo som bekendt forlæns og forstås baglæns. Det samme kan siges om Inge Duelund Nielsens samling kortprosatekster i ”Æbleskud”, der læses forfra, men som først efter endt læsning samler sig til en fortælling om de vanskelige levevilkår, Bertram og Lilly oplever og altså forstås bagfra.
Genremæssigt er ”Æbleskud”, og æbleskud skal forstås i både bogstavelig og overført betydning, udfordrende for læseren. Den består af en lang række små sprogbilleder, læseren selv må sætte sammen til en helhed.
Gør man det, får man historien om drengen Bertram, hvis navn kan forvrænges til Ber-tram-pedyr .. som har en fraværende far og en mor i Afrika, som har fundet en ny mand og som nu er gravid. Og veninden Lilly har en far, der hedder Jens, som har været udstationeret i Afghanistan. Han truer Lillys mor og hende på livet, så Lilly pludselig må skifte skole og forsvinder fra klassen. Bertram drømmer om at lære at skyde, men det, og alt andet, går nu ikke helt som han har tænkt sig.
Iblandet de mere fiktive billeder, finder læseren rene faktaafsnit om alt fra kaniners røgt og pleje til historien om Kalashnikovs, AK47 gevær. Så er der de mere filosofiske afsnit om alt og intet, der vækker til eftertanke hos læseren og endelig nærmest lyriske passager, der bare nydes.
Mia Mottelson har illustreret bogen med små vignetter af en Kalshnikov og tuschtegninger, der illustrerer udvalgte tekststykker og går i dialog med dem. Og så har hun udstyret bogen med det smukkeste og mest effektive omslag. Billedet af projektilet, der har gennemboret det røde æble, er både smukt og ildevarslende på bogens omslag foregriber effektivt bogens indhold.
”Æbleskud” vækker i den grad til eftertanke hos sin læser, og det både gennem sin ”handling”, sin fortællemåde og sin sprogbrug.
Hvert kapitel har sin egen prægnante overskrift, der styrer oplevelsen og som går i dialog med teksten. Som når afsnitter ”Skyder” indledes: Man kan godt interessere sig for våben uden at være et ondt menneske. Og for at skyde. Fugle er gode at starte med, så får man træning til den dag, men står ansigt med en tiger eller et andet farligt dyr. På en måde gør man dem en tjeneste, fuglene. At blive flænset af en ræv eller en mår, er jo en meget mere smertefuld død end en hurtig fuldtræffer. Plaf. Eller afsnittet ”Piger”: Det mærkelige ved piger er, at de er så bløde. De ser i hvert fald bløde ud. Rundere og blødere end andre. Drenge fra de store klasser, der ellers går og bøvser folk op i hovedet, bliver helt anderledes, når der er piger i nærheden. Et sidste eksempel er afsnittet ”Bøger”, der indledes: Damer læser i bøger, som de taler om med deres veninder. Mænd bruger bøger til gryder, så der ikke kommer rande på sofabordet, og børn får bøger i fødselsdagsgave, hvis de ikke er gode til sport. Bortset fra skolelærere selvfølgelig.
Den reflekterede barnefortællerstemme, Bertram, mærkes tydeligt i disse eksempler, der også demonstrerer den bevidste brug af tekstens tomme pladser, Inge Duelund Nielsen mestrer.
I ”Æbleskud” blander stille humor, ironi og dyb alvor sig på allersmukkeste måde. Det er en stilistisk nydelse at læse det sprog, den totalt gennemarbejdede tekst, er skrevet i.
”Æbleskud” kalder på, udover at blive læst af den unge selv, at blive læst op og blive snakket om i en dialogisk læsning.
Hvad og hvem er æbledrengene? Hvorfor er de værre end madpakkepapirs-pigerne? Hvordan kan en skole fuld af børn være helt tom?
”Æbleskud” anbefales varmt til brug i litteraturundervisningen fra 6. klasse. Inge Duelund Nielsens lille børne- og ungdomsbog er nemlig i allerhøjeste grad ”ordkunst” og dermed værd at bruge undervisningstid på.
