Udvalgte eventyr 2

Forfatter: H.C. Andersen, bearbejdet af Hanne Leth
Illustrator: Dorte Karrebæk, Werner Wejp-Olsen og Lillian Neergaard
Sidetal: 146
Udgivelsesår: 2015
Set til kr.: 198,75


Målgruppe: 9+
Sværhedsgrad: Lix 18-24

’Udvalgte eventyr 2’ er en samling af tre tidligere udgivne H.C.Andersen-eventyr i Dingo-serien.

De tre er ’Tommelise’, illustreret af Dorte Karrebæk, ’Lille Claus og Store Claus’ illustreret af Werner Wejp-Olsen og ’Hvad fatter gør, er altid det rigtige’ illustreret af Lillian Neergaard.

Jeg har ikke lavet en tekstnær sammenligning med Andersens originale tekster, men det virker ikke som om, man på ordniveauet har lavet den store adaptation. Der er blevet sat et par bindestreger i ny og næ; og vigtigst: eventyrene er opdelt i op til ni kapitler.

Og så er der illustrationerne: Dorte Karrebæk er som vanligt præcis og poetisk, og det spiller sindssygt godt sammen med det uhyggelige i Tommelise.
Werner Wejp-Olsens runde vittighedsagtige streg er efter min mening ikke et match made in heaven over for den voldelige groteske i ’Lille Claus og Store Claus’.
Og samme anke har jeg lidt til Lillian Neergaards collager til den altid vidunderlige ’Hvad fatter gør…’

Bogens kapitelinddelinger og de mange illustrationer gør den ganske brugbar over for gode læsende elever fra anden klasse.

Tre klassiske H.C. Andersen-eventyr ’Tommelise’, ’Lille Claus og Store Claus’ og ’Hvad fatter gør…’i en samling. Teksterne er opdelt i mange kapitler og er rigt illustreret. H.C. Andersens originale tekster kræver, at man skal være en god læser fra anden-tredje klasse.

Forfatter

Anmelder: Jakob Kragh

Er cand.mag. med et speciale om børnelitteratur. Jakob har gået på Forfatterskolen for Børnelitteratur; og det var kun med til at hans glæde over bøger til børn og unge bare voksede uhæmmet. Jakob har en forkærlighed for realisme, for sprogligt stramme og sprogligt flippede bøger. Og så har han siden han kunne sætte to ord sammen elsket de bedste rim og remser.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , . Bogmærk permalinket.