365 retter til børnefamilien

Bogens forsideForfatter: Sabine Lemire
Sidetal: 365
Forlag: Carlsen
Udgivelsesår: 2014
Set til kr.: 239,00


Målgruppe: Alle

”Når man laver en kogebog til både børn og voksne, er det oplagt at tænke det legende element ind i måltidet. Børn går meget op i, hvordan maden er serveret, så hvorfor ikke lave fx en melonbil eller servere små frugtfigurer i madkassen?”

Sådan skriver Sabine Lemire i forordet til sin kreative kogebog ”365 retter til børnefamilien”. Bogen lanceres som en kogebog til børnefamilien, men jeg vil vove den påstand at det lige så meget er en bog med gode og sjove ideer til børnefamilien, som alle involverer mad på den ene eller den anden måde. Her findes både helt traditionelle madopskrifter og samtidig ting som isterninger med forglemmigej, sjov med pasta (hvor man kan bygge figurer ved hjælp af tørret pasta og en limpistol) og grillede skumfiduser.

Bogen er en sjov blanding af helt almindelige ”grund”-opskrifter som for eksempel havregrød, blødkogte æg og pomfritter. Men samtidig er der helt anderledes opskrifter som for eksempel vitello tonnato, som jeg ikke umiddelbart ville forbinde med børneopskrifter. Og på den måde synes jeg, Sabine Lemire får hævet bogen op på et højere niveau fordi hun viser, at man ikke skal være bange for at servere retter for børn, man ikke umiddelbart ville forbinde med børnevenlige retter – og at man for eksempel ikke skal være bange for at bruge krydderier i maden til børn.

Hvis man udelukkende går efter en god opskriftsbog til den travle børnefamilie, skal man ikke vælge denne bog. Til det er den for uoverskuelig og med for mange anderledes indslag (personligt magter jeg for eksempel ikke at stå og lave melonbiler eller frugtfigurer til madpakken i en fortravlet hverdag – men har man lysten, så er opskrifterne der!).

Men hvis man til gengæld synes, man mangler inspiration til sjove indslag i køkkenet, man kan lave sammen med børnene, eller til når de for eksempel skal holde børnefødselsdag eller lignende, så er der her tale om et formidabelt værk fuldt af sjove, inspirerende og skøre indslag. Det er den type bog, det er rigtig sjovt at kigge i sammen med børnene og få ideer til, hvad man kunne lave på en grå søndag eftermiddag.

Man kan læse mere om den alsidige forfatter på www.lemire.dk

Forfatter

Anmelder: Line Frømann Ehlers

Line er uddannet bibliotekar DB anno 2007 og har arbejdet som bibliotekar siden; først på Herning Bibliotekerne og siden 2017 på Skive Bibliotek. Hun elsker det gode gys, både for børn og voksne, og læser derfor meget i den genre. Hendes litterære interesser spænder dog vidt, så hun elsker også en god fantasyroman eller dystopi. Efter Lines liv er blevet beriget med to fantastiske børn, er hun helt naturligt også blevet interesseret i bøger for de allermindste, herunder billedbøger, letlæsningsbøger og højtlæsning - der læses generelt i uhyrlige mængder på hjemmematriklen. Line har anmeldt både børne- og voksenlitteratur flere steder bl.a. i Herning Folkeblad og flere steder på nettet.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , . Bogmærk permalinket.