Skæbnedans

Bogens forsideForfatter: Nicole Boyle Rødtnes
Sidetal: 256
Forlag: Alvilda / Serie: Elverskud 1
Udgivelsesår: 2013
Set til kr.: 149,95


Målgruppe: 12+

Nicole Boyle Rødtnes er efterhånden et velkendt navn med en hel del gode bøger på samvittigheden, deriblandt serierne ”Skeletter i skabet” og ”Medaljonen” og det er der god grund til at sætte stor pris på. Med Skæbnedans har hun taget udgangspunkt i gamle danske folkesagn og givet dem en nutidig og aldeles uimodståelig indpakning. Alene bogens flotte forside skal nok lokke læsere til.

De tre søstre, Birke, Rosa og Azalea, lever med deres far i et lille hus i skoven tæt på en mindre dansk by. De er alle tre teenagere og alle tre underlagt den tunge skæbne at være født som elverpiger. I sagens natur en tilstand de er nødt til at skjule for at kunne tilpasse sig det omkringliggende samfund, hvilket stiller dem over for nogle gedigne udfordringer, blandt andet at skulle skjule deres hule rygge og deres mentale overtalelsesevner, for ikke at tale om deres livsfarlige dans. Det bliver ikke mindre udfordrende efterhånden som både krop, følelser og elverevnerne truer med at tage kontrollen over de tre søstre.

Det er umiddelbart en fantastisk historie om tre piger der skal leve i en tilstand af evig krig mod deres grundlæggende natur og uden at have de nødvendige forudsætninger for at kunne kontrollere de potentielle evner, som de ikke engang har begreb om rækkevidden af. I bund og grund kan skæbnedans læses som en fortælling om kærlighed, men absolut ikke den romantiske af slagsen. Her er den snarere ovre i en mere sanselig, knap så uskyldsren udgave, der hurtigt ryger ud af kontrol. Hvor begær medfører besættelse og ønsket om at kontrollere den udkårne. Spørgsmålet er, hvordan man kan leve en tilværelse baseret på løgn og samtidig indgå i et kærlighedsforhold der fordrer gensidig tillid mellem parterne, uden at synke ned i skyld og skam. Ikke engang forholdet mellem far og døtre klinger rent, for selv deres forhold er baseret på løgne og hemmeligheder der truer med at få deres indbyrdes forhold til at vakle og synke i grus.

Alt i alt risikerer man at ende med at blive fuldstændig fortumlet og ustyrlig (eller med et gammelt dansk udtryk ’ellevild’) for at få fingre i næste bind af serien. Nicole Boyle Rødtnes har begået en fortælling der føles som at blive forført af elverfolk; at have lyst til at danse henover glaskår med et smil på læben. Smerten er uudholdelig, undergangen er umiddelbar og alligevel lader man sig suge ind mod bedre vidende. Kan du modstå dansen?

http://www.nicoleboyleroedtnes.dk/

http://www.alvilda.dk/

http://ordnet.dk

http://da.wikipedia.org/wiki/Elverskud

Forfatter

Anmelder: Sarah Louise Ann Novak

Uddannet Cand. scient. bibl. Til daglig slår hun sine folder som børnebibliotekar på Vangede Bibliotek, hvor hun udtænker skumle planer for den litterære indoktrinering af bibliotekets lånere. Det er endnu ikke lykkedes hende at læse samtlige titler i børnebiblioteket, men hun har gjort et hæderligt forsøg. Man finder hende fortrinsvis foran hylderne med fantasy-, science fiction- og gyserlitteratur, men i realiteten er hun stort set altlæsende – når hun altså ikke spiller computerspil, strikker, syr eller forsøger at tale sin ene kat fra at overtage verdensherredømmet.
Dette indlæg blev udgivet i p-bog og tagget , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.