Billednoveller, en genre hvor billeder og tekst følger hinanden


Otto Dickmeiss, Cato Thau-Jensen, Anna Jacobina Jacobsen og Solveig Agerbak er de fire tegnere, der står bag de første fire billednoveller, der er udgivet af Carlsen Forlaget. Tekstforfatterne er Glenn Ringtved: ”Hader, hader ikke”, Sarah Engell: ”Mowgli”, Tomas Lagermand Lundme: ”Kirsebærpigen” og Kristina Aamand: ”Så god som ny”.

Billednoveller er, skriver forlaget:  korte fortællinger med meget på hjerte, skabt af nogle af de allerbedste forfattere og illustratorer”. Det kan de have ret i. De fire tekstforfattere har skrevet mange børne – og ungdomsbøger, der bliver læst i skolen og i fritiden. De skriver alle i et sprog, der henvender sig til børn og unge med respekt og forståelse. De skriver ”i øjenhøjde” med læseren samtidig med at man som læser bliver overrasket undervejs, netop fordi sprogets spændvidde viser sig, når disse forfattere fortæller.

Det er illustratorerne, der giver novellerne det helt særlige liv i disse udgivelser. ”Billednoveller” kalder forlaget den genre, der skrives i. Genren kunne være kaldt så meget andet, det minder om Dansklærerforeningens ”Billedromaner”, der udkom fra 2005 og mange år frem. Også her havde illustratorer og tekstforfattere lige megen plads på siderne. Den store forskel på Carlsens billednoveller og Dansklærerforeningens billedromaner er målgruppen, der i billedromanerne i høj grad var ”mellemtrinslæseren”, men billednovellerne er ”7. – 10- klasses eleverne”. 

Fortsat gælder det, at tekstforfatterens navn står øverst på forsiden, men heldigvis optræder begge navne (og titlen) på bogryggen. Alle bøger er på 48 sider, hvor halvdelen af sidetallet er fyldt af illustratorerne, mens den anden halvdel har tekst. Til tider er tekst og billede en integreret del af layoutet. Alle bøger er i sort-grå-hvid, undtagen ”Kirsebærpigen”, der har (kirsebær)røde bær og læber med i nogle af Anna Jacobina Jacobsens tegninger.

Forsiderne har alle sort-grå-hvide illustrationer med en enkelt farve tilsat: rød hos ”Kirsebærpigen” (naturligvis) og hos boksedrengen i ”Hader, hader ikke”. En grøn kjole i ”Mowgli” og et blåt lægeinstrument hos ”Så god som ny”. 

Det er Otto Dickmeiss, der har fået lov at tegne den bokseentusiastiske far med to sønner i ”Hader, hader ikke”. Bogen handler om en dreng, der (lidt som tekstforfatteren) bokser uden sønderlig interesse. Glenn Ringtved skriver selv herom: ”36 kampe fik jeg, og hver gang, jeg stod oppe i ringen, tænkte jeg, at jeg i grunden hellere ville skyde mig selv i knæskallerne. Det samme gør Kim i historien. Men hvad gør man ikke for at bevare sammenhængskraften i sit liv?”

En dag får Kim, hovedpersonen, et 12-tal for en dansk stil og begynder at fundere over, om der mon er andre veje at gå i livet. Der er andre veje, vejen ud går for Kim gennem sproget og skriften, som han (som Ringtved) dyrker i al hemmelighed. På bogens forside får DIckmeiss tegnet Kim, der er snøret inde i en boksehandske. Kim ser ikke ud til at være tilfreds med situationen. Med de Dickmeiss’ke store øjne ser han skeptisk ud mod verden. Hans krop er en boksehandske, der er ingen vej ud mod friheden, han er fanget af faderens ambitioner og af sin egen uvilje mod at sige fra over for forventningerne hos omgivelserne.  Inde i bogen ser man faderen, der mest af alt ligner en fanatiker fra en fjern religiøs og ortodoks sekt. Det er faderen, der snører boksehandsken, som Kim er fanget i. Dickmeiss kan tegne øjne, så de fortæller alt om boksekampen i det indre. Det gælder så vel faderen som sønnen. De er fanget i en verden, hvor man værdsætter boksning mere end kampen med ord, og også Kims bror Kenneth er inde i fangenskabet. 

Hjemme i familien vasker Kim op sammen med bror Kenneth, inden de sætter sig foran tv for at se Robinsonekspeditionen. De to brødre har hver en ydmyg plads i sofaen, mens faderen har fjernbetjening, lænestol, Marokkopude og det bedste udsyn til tv-skærmen. Selvfølgelig vender tommelfingeren nedad hos faderen. Der gives ikke opmuntrende bemærkninger hverken til Robinsondeltagerne eller de to drenge. De store øjne hos Dickmeiss er som altid i store hoveder, der sidder på små kroppe. Det er en helt særlig tegnestil, man finder hos Dickmeiss, hvor alle udtryk først og fremmest findes i de store øjne.

Otto DIckmeiss (1969) har ”altid” tegnet. Skoletimerne blev brugt på tegneserier med biluheld og rumskibe og action, og som voksen har han levet som illustrator i mange medier. Som børnebogsillustrator har han beriget læserne med den handicappede ”Bello”, ”Fælden” sammen med Lea Scherfig og utrolig mange andre billedbøger. Han har fået mange priser, blandt andet har han to gange fået Kulturministeriets illustratorpris.

Cato Thau-Jensen (1966) illustrerer ”Mowgli”, hvor teksten er skrevet af Sarah Engell. Det er en forfærdelig fortælling om et ”Mowgli-barn”, altså et barn, der er vokset op næsten uden voksenkontakt. I et mørkt rum er pigen overladt til sig selv og har kun selskab af en bille, som hun ”leger” mor-barn med. Al forbindelse til omverdenen sker gennem en ventilationsrist, hvor der til tider kommer en sang igennem: ”Solen er så rød mor”. Alt i pigens meget mørke rum sætter hun ord fra sangen på. En kold og bitter vind, en ræv der går der ude, og nu er der er stjerner på himlen. 

Cato Thau-Jensen har været med i børnebogsverdenen i mange, mange år. Han har fået Kulturministeriets Illustratorpris og selv siddet i udvalget, han har illustreret masser af børnebøger. I ”Mowgli” bliver det sort og ensomt og indespærret, når han tegner pigen uden mor, uden relationer og helt alene. Hun er så ensom: ”Pigen var god til at holde tårerne inde. I dag var hun ikke så god.” Og så ser man på billedopslaget et sort, sort værelse med en dør på klem ud til den anden verden. I dørsprækkens lys står en tallerken med mad.  Et andet opslag har den lille ensomme pige med ensomme øjne og armene rundt om sig selv. Hun sidder i en form, der kunne være en form af en mor, men der er ikke andre end pigen. Det er så mørkt. Det er så ensomt. Lige netop det kan Cato Thau-Jensen fortælle med sine ret enkle billedmontager.

Det er som Frantz Kafkas ”Forvandlingen”. Pigen har selv digtet sin verden. Den er skabt ud af en sørgeligt tom verden. Mange af personerne på billederne har helt tomme spøgelsesøjne. Sådan er det for Mowgli-pigen. Cato Thau-Jensen får vist indespærringen i krop, sind og værelse med de sorte (til tider næsten psykedeliske) illustrationer.

Det er (også) prisbelønnede Anna Jacobine Jacobsen, der har illustreret Tomas Lagermand Lundmes tekst til ”Kirsebærpigen”. Her er der ikke udelukkende sort og hvidt i illustrationerne, der er også kirsebærrødt. Hovedpersonen i ”Kirsebærpigen” har kysset med en pige (kirsebærpigen) under et kirsebærtræ. De er unge, det er det første kys, han får, og de deler en cola og smager gennem kysset den samme cola. Kirsebærpigen fortryder, hun er kæreste med hovedpersonens kusine, der i øvrigt fik ham med til festen. Helt klassisk er det et trekantsdrame, der foregår i og omkring kirsebærtræet. Som de modne kirsebær falder til jorden, så falder kærligheden også til jorden. Kirsebærhjertet, kirsebærmunden, kirsebærsorgen og kirsebærrene bliver mast i al deres modenhed. Anna Jacobine Jacobensen (1971) tegner mennesker med bløde og bøjelige lemmer. De har store hoveder med store øjne, men de har også langt hår og forkrøblede lemmer. Som træernes grene er menneskene viklet ind i hinanden i et viltert vildnis, det er umuligt at rede ud. De krogede troldegrene er på ingen måde hyggelige at blive fanget af. Det er heller ikke hyggeligt at blive fanget ind af kærligheden og dens kirsebærrøde lokkende bær. ”Ingen skal sige, jeg er billig. Nu er jeg dyr. Kærligheden giver mig form. Den giver mig ly. Den gør mig stærk, aldrig svag eller sårbar. Ikke længere.” Sådan tænker hovedpersonen, men det er en hævngerrig tanke, hvor illustrationen tydeligt viser, at han sidder i helt mørk figur under et træ, hvor kirsebærhjerterne ikke er hos ham.

Lykken er langt væk. Men bagsidebilledet viser, at man må gemme sit kirsebærhjerte varsomt mellem sine hænder.

”Så god som ny” har Solveig Agerbæk (1980) som illustrator. Det er Kristina Aamand, der skriver teksten: ”Den største sorg overhovedet. Han sagde, at hun var så åben som en døgnkiosk. Der har været mange kunder i den butik. Det kan du være helt forvisset om. Føj for en skam, sagde mors veninde med munden fuld af kage.” Det ser man på illustrationen af Agerbæk. De to mødre sidder som to munde på bænken. De er udelukkende sladrende munde, der ikke kan få nok af at bagtale unge forelskede mennesker, der ikke har formået at leve op til den marokkanske kulturs forventninger om ”uberørte” jomfruer, der møder mere eller mindre rutinerede ægtemænd på bryllupsnatten. ”Så god som ny” har illustrationer, der viser det kirurgiske indgreb (jomfruhinden sys sammen på Maryam med seks bedøvede sting), men det viser også lægen og operationsstuen. Alt sammen set fra Maryams blik, der ligger på et gynækologisk leje med bøjler til benene og et spejl, der kan vise ”alt det, dernede”, som hun formulerer det. Om en af de mere frigjorte piger i kulturen siger ”mødrene”: ”Hun var så åben som en døgnkiosk”. På billedet ser man så en pige med spredte ben og med udsyn til skridtet, hvor en hel hær af mænd og drenge i et velordnet geled, er på vej ind gennem den åbne mund, der findes her i netop dette skridt. Alle illustrationer viser Maryams underkuede dag på klinikken, hvor også lægen Knastberg viser sig at være ”en del af systemet”. Ingen er på Maryams side.  Nu bliver hun ”så god som ny”, men først da hun er syet med seks ulykkelige sting, så fortæller lægen, at manden på ingen måde kan mærke, om der har været andre mænd før ham. Alt afhænger (der kommer lidt seksualundervisning, der helt sikkert kan være på sin plads): ”Alle er skabt forskelligt, han aner jo ikke, hvordan hun føltes før. Knastberg smiler. Om kvinden føles stram eller ej, handler jo også om størrelsen på mandens penis.”

Så betaler Maryam for indgrebet. Kontant. Og så går hun derfra, og på bagsidens lille illustration ser man et hjerte, der er syet sammen.

De fire billednoveller har alle illustrationer med stor kunstnerisk værdi. De er ekspanderende og kompletterende i forhold til verbalteksten. De fortæller langt mere end ordene om den stemning og de følelser, der er på spil.

Det er fire vidt forskellige illustratorer, der er valgt, men de har alle et formsprog, der passer ind i billednovellen som genre. De fortæller deres version af novellen, ligeså vel som den skrevne tekst fortæller sin version. Nu kan læseren finde sin egen version.

Otto Dickmeiss, Glenn Ringtved, Sarah Engell, Cato Thau-Jensen, Tomas Lagermand Lundme, Anna Jacobine Jacobsen, Solveig

 Agerbæk og Kristina Aamand har sat deres eget præg på en genre, der rammer de unge læsere med et danskfagligt potentiale i forholdsvis kort form. 

Agerbæk, Solveig og Kristina Aamand: Så god som ny, Carlsen 2018

Dickmeiss, Otto og Glenn Ringtved: Hader, hader ikke, Carlsen 2019

Jacobsen, Anna Jacobina og Tomas Lagermand Lundme: Kirsebærpigen, Carlsen 2019

Thau-Jensen, Cato og Sarah Engell: Mowgli, Carlsen 2018

Forfatter

Anmelder: Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg,Medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere. Favoritbørnelitteratur:
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.