Silas, Snøvsen, Cykelmyggen, Halfdan og lille Virgil


 

af Bodil Christensen

Bennys bukser brændte
Børge råbte Åhhh.
Børge havde nemlig
Bennys bukser på!

“Halfdans ABC” er fortsat bogen, der lærer børn alfabetet. Hans alfabetdigte kan voksne og børn glædes over, når rimene læres, og når illustrationerne af Ib Spang Olsen tjekkes for underfundigheder.

Q er et bogstav i alfabetet,
man bruger det sjældent,
men her kan du se det.

skriver Halfdan om det svære Q. Og i en fedtforskrækket tid er det en glæde at læse om Else, der elsker pølse:

Else elsker pelse,
Else elsker pølse,
pølse åd hun dagen lang,
Elses pels blev alt for trang,
pelsen holdt men Else sprak,
Else, pelse, pølsesnak.

Børnelitteraturen har sit store, skelsættende år i 1967. Det er året, hvor Dronning Margrethe og Prins Henrik bliver gift i Holmens Kirke, Sverige indfører højrekørsel, seksdageskrigen mellem Israel og Ægypten udkæmpes i juni, Venstresocialisterne (et nu nedlagt parti) bliver dannet, og postnummersystemet indføres i Danmark. Det er også året, hvor Beatles udgiver ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band” og danske Steppeulvene udgiver ”Hip”. Christiania og Thy-lejren er endnu ikke realiteter, men de er på vej.

Der sker noget i Danmark og verden, og der sker noget i den danske børnelitteratur: Halfdans Rasmussens ”ABC” udgives første gang, (og ingen har vel siden fået lært at læse uden at kende Ane, der lagde anemoner i kanonen på Trekroner og Charlotte, der cykler til Thule!), ”Cykelmyggen Egon” af Flemming Quist Møller kørte ind i verden sammen med ”Snøvsen” af Benny Andersen, “Lille Virgil” var indledningen til Ole Lund Kirkegaards forfatterskab, og endelig var der Cecil Bødkers første “Silas”-bog.

Silas er en hovedperson af en helt anden støbning end 1950’ernes børnebøger kan byde ind med. Silas kom sejlende ned ad floden, alene i en pram, der drev for vejr og vind og med en fløjte, der kunne få heste og onde hesteejere til at makke ret. Han klarer sig selv, han er kun bundet af sine egne etiske normer, han bygger et samfund op på Sebastian-bjerget, han tager sig af de udstødte, de forhutlede og de forældreløse. Silas er en ener, der ikke lader sig sætte i bås.

Han kom sejlende ned ad floden i en sær lille bredsnudet båd, og han sejlede ikke siddende oprejst som andre, brugte ikke årerne, men lod strømmen føre sig som den havde lyst. Selv lå han nede i bunden, og man måtte tro, det var en, der havde god tid, det gik kun fremad med strømmens fart, og på afstand lignede det fuldstændig en tom båd.

Det er sådan, Cecil Bødker indleder børnebogen ”Silas og den sorte hoppe”. Her er et barn, der ikke retter ind efter de voksne, et barn, der driver med dagen, når strømmen er god. Han er dog ikke normløs, han har blot sine egne værdier. Frisættelsen fra autoriteterne har han selv klaret, han vælger ikke at indordne sig, han gør oprør, og han tager konsekvensen af sine valg.

De fem bøger fra 1967 var andre tekster, end dansklærer Glønborgs valg af ”Ekstemporaltekster for realskolen”, hvor der var noveller af eksempelvis H. C. Branner, Hans Kirk og Jørgen Nielsen. Velfærdssamfundet med køleskabe, frysere, tv-apparater, vaskemaskiner og parcelhuse bygges op efter de mere nøjsomme 1950’ere, hvor børnelitteraturen også var ”nøjsom”. 1950’ernes børnebøger var præget af Jan og Puk og ”Min barndoms gade”, hvor børn nok var i deres egen verden, men hvor det var de voksnes normer, der satte dagsordenen. Med Cykelmyggen Egon, Snøvsen, Silas, lille Virgil og Halfdans mange mennesker, dværge og dyr får børn en stemme, der er deres egen med humor, fantasi, farver og med Silas som den, der nok går alene, men som gennem de 14 “Silas”-bøger udvikler sig til en ansvarlig dreng, der tager ansvar for sin alternative familie. Også Hestekragen er der plads til.

Det er 50 år siden, børnelitteraturens klassikere blev udgivet. De genudgives i jubilæumsåret, men der er masser af andre gode børnebøger, der følger klassikernes kvalitet. Læs eksempelvis billedbøgerne “Skovepigen Skærv” af Kim Leine og “Axel elsker biler” af Marianne Iben Hansen. Og for de ældre skriver Glen Ringtved fremragende om fodbold, Kim Fupz om Vitello og djævlekrig og Annette Herzog om Storm og Viola. Husk: Bøger er altid gode venner, selv når de vender ryggen til.

Bodil Christensen
Læreruddannelsen, Aalborg
Møllegårdsvej 1 Horne
9850 Hirtshals
boc@ucn.dk
www.bodilchristensen.dk

Vaskebjørnens børnebørn
har plads som vaskebjørnebørn
i vaskeriet ’Vaskebjørn’
De vasker vasketøjet hvidt,
når vasketøjet er beskidt,
og det er vasketøjet tit.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.