Røver

‣ Forfatter: Kim Fupz Aakeson

‣ Illustrator: Kamila Slocinska

‣ Forlag: Gyldendal

‣ Udgivelsesår: 2013

‣ Målgruppe:5+

‣ Sidetal: 40

‣ ISBN: 9788702151589

En dreng starter i skolen, hvor han møder en pige, der hedder Ursula. Hende vil han gerne imponere, så han beslutter sig for at blive røver – sådan en røver, der tager andre folks ting. I dette tilfælde Ursulas ting. Han røver hendes hår, hendes vante, hendes blyant – og til sidst hendes hånd, som hun jo selv sidder fast i. Måske ville det være bedre at spørge, om man må låne…

Aakesons tekst er som altid legende, levende og veloplagt – og fyldt med alskens anderledes ord, som barnelæseren ikke præsenteres for hvor som helst: ”’Hohuha,’ grinede røveren med sin mest nederdrægtige latter.” Den fungerer fremragende til oplæsning; det er svært at undlade en indlevende tone.

Slocinskas naivistiske farvelagte stregtegninger supplerer sprog og fortælling fornemt; de på én gang enkle og detaljerede illustrationer tilføjer et ekstra lag til stemning og humor.

Samlet set en sjov og sød fortælling der, uden for megen moralisering, giver et indblik i nogle af de rodede følelser der kan opstå, når man gerne vil have en relation til en, man endnu ikke rigtigt kender. Historien er udmærket, men hverken særligt prangende eller original, og bogen bæres uden tvivl oppe af det finurlige sprog og de fine illustrationer.

Kim Fupz Aakeson: http://www.litteratursiden.dk/

Kamila Slocinska: http://www.slocinska.com/

Gyldendal: http://www.gyldendal.dk/

Anmeldelsen er skrevet af Maria Seebach

Maria er uddannet pædagog og arbejder som sådan i en vuggestue i Hørsholm. Maria har specialiseret sig i de 0-6årige og bl.a. beskæftiget sig med pædagogens valg, vurdering og brug af børnelitteratur i daginstitutionen – derigennem har hun fået et særligt fokus på, hvordan forskellige bøger præsenterer børnene for forskellige udtryk, både æstetisk og kulturelt. Maria har især interesse i bøger henvendt til aldersgruppen 0-6 år, dvs. hovedsageligt billedbøger med hovedvægt på billedsiden og mere eller mindre tekst.