Anden bog i Søren Jessens hæsblæsende science fiction-trilogi ’Det blå blod’. Og Newropa er kun blevet mere uhyggelig og utryg efter første bind, ’Dødshacket’. Robotmordene stiger i frekvens og hovedpersonen Erton er jaget vildt af robotter og den onde og hovedrige bagmand Paul Singer. Erton er usikker på, om dræberrobotterne og Singer vil slå ham ihjel eller kidnappe ham; og hvad er deres plan med Ertons far og mormor og morfar?
Og som første bind er ’Robotmordene’ genretro med sine etiske diskussioner om overvågning, frihed og teknologi. Og disse diskussioner er lige så centrale som den actionmættede spænding og en fortærende paranoia hos Erton.
Erton nikkede. Hans barndom havde også været lykkelig, syntes han, men fri … det kunne man nok ikke kalde den. Han forældre vidste altid præcis, hvor han var, hvad han lavede, og hvem han var sammen med. Det var ikke noget, han nogensinde havde tænkt på som et problem. Var det overhovedet det?
Og det er jo den slags tanker en god sci-fi kan placere hos læseren. Og samtidig er der den konstante usikkerhed hos både læseren og Erton. Hvem er mennesker, hvem er robotter og hvem kan man stole på, og hvem vil om få sekunder forsøge at slå en ihjel?
Robotmordene fungerer vildt godt som sci-fi og som action. Bogen er fortalt i et hæsblæsende tempo i 72 korte kapitler.
Velfungerende og spænende sci-fi. Romanen blander paranoia, action og aktuelle diskussioner om grænserne ved overvågning. Og stiller spørgsmålet om hvad et lykkeligt liv er – med eller uden teknologiske hjælpemidler.
