Mio, min Mio

Forfatter: Astrid Lindgren
Illustrator: Mikkel Sommer
Oversætter: Kina Bodenhoff
Sidetal: 150
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 2015
Set til kr.: 199,95

Målgruppe: 10+

Man skal ikke skræmme børn,
så de bliver bange, men ligesom
voksne har også børn brug for
at blive rystet af kunst.
(Astrid Lindgren i Dagens Nyheter, 8.9.1959)

Denne nye udgave af en af børnelitteraturens  klassikere fra 1954 ligger i forlængelse af Jens Andersens fremragende Lindgren biografi: ”Denne dag, et liv” (2014) og den hype der er omkring forfatterskabet i disse måneder. I år fejrer vi jo blandt andet en af børnelitteraturens superstjerners 70års fødselsdag. Det er Pippi, der fejrer rund fødselsdag; men her, ni år efter hun så dagens lys, ligger mørket tæt i Astrid Lindgrens forfatterskab i skyggen af både personlige problemer, Anden Verdenskrig, atomtruslen og Den kolde krig. På den anden side af Morgenlysets bro fandtes ondskaben i Landet Udenfor i form af ridderen Kato.

Og der ligger Landet Udenfor stadig, og der venter Kato stadig her i 2015 på at blive nedkæmpet af vor tids Mio. I dag gælder det kampen mod terror, borgerkrige, hungersnød, epidemier og mange andre katastrofer.

”Mio, min Mio” fremstår i denne nye udgave lysere og større end den lille mørke bog, den var tidligere. Den er blevet mere læsevenlig for barnet, der selv ønsker at læse, og behageligere for øjnene for den voksne oplæser.

Ilon Wiklands klassiske illustrationer erstattet af danske Mikkel Sommers nyfortolkende sort/hvide tegninger. Han har ikke revolutioneret forgængerens lidt naive udtryk, men hans skitseagtige tegninger underbygger på fin måde teksten og stemningen i den uden at overtrumfe den.

Endelig nyder man endnu engang Kina Bodenhoffs suveræne, mundrette, oversættelse til dansk – og det gælder både hvad angår indholdet og sprogtonen – hun rammer bare plet.

Jeg sad og forberedte denne anmeldelse i IC-3 togets stillekupé, men blev alligevel genstand for nysgerrige spørgsmål fra både genboen og naboen. Som de hviskede, er ”Mio, min Mio” den børnebog, de allerbedst kunne huske – ikke så meget på grund af handlingen, men på grund af den stemning, bogen efterlod en i. Og sådan har vi det vist med mange af de bøger og film, vi har set i tidligere faser i vores liv. Det er stemningen, vi husker, men det er ikke ofte, man kan sige, at en bog som ”Mio, min Mio” stadig holder hele vejen hjem. Det kan man om denne bog. Den er en ægte klassiker, der fortæller om nogle helt grundlæggende livsvilkår for mennesker på en måde der ikke ændrer sig her og nu.

Pludselig vidste jeg hvorfor jeg var redet gennem Den mørke skov i nat. På den anden side af Den mørke skov lå grænselandet til Landet udenfor. Og det var dér jeg skulle hen. Jeg skulle drage til Landet udenfor og kæmpe mod ridder Kato, selv om jeg var så bange, så bange. Ja, jeg var så frygtelig bange og ville helst bare sætte mig ned og græde når jeg tænkte på hvad jeg skulle gøre.

Historien er stadig den, at drengen Bo forsvinder fra Tegnérlunden i et trist, socialrealistisk 1950’er Stockholm. Han forvandler sig til prinsen Mio og dukker op i eventyrlandet i det fjerne. Her spejles hans tidligere triste liv, så hans kammerat fra Tegnérlunder bliver til Jum-Jum og den gamle krikke forvandler sig til den skønne hvide hest, Miramis. Livet er skønt i Landet i det fjerne, men Mio begriber hurtigt, at det er ham, der er udset til at bekæmpe ondskaben ovre på den anden side i Landet Udenfor. Mio og Jum-Jum begiver sig ud på en smertefuld rejse fyldt med rædselsfulde oplevelser, der får dem til at føle sig både små og ensomme. Det er altså den klassiske kamp fra eventyrenes verden mellem den lille dreng og den onde hersker, der blandt andet forvandler hjerter til sten og børn til fugle. Og det er en lang dags rejse mod nat, vi er med på inden den (måske) lykkelige afslutning. Tante Edel leder stadig efter Bo, der ikke er kommet hjem med brød fra bageren, men:

Ja, sådan er det. Bo Wilhelm Olsson er i Landet i det Fjerne og har det så godt, så godt hos sin far kongen.

Astrid Lindgrens udtalelse øverst i denne anmeldelse fra 1959 er interessant i forhold til den debat filosoffen og teologen, K.E. Løgstrup startede i 1976 om, at der altid skal være håb for barnelæseren i litteraturen. Her i ”Mio, min Mio” ligger dette håb lige for for barnelæseren, hvorimod voksenlæseren nok er mere i tvivl om, hvor Bo befinder sig. Og endelig sender Astrid Lindgren i citatet en hilsen frem i tiden til Per Højholt i 1990erne, der jo mente, at børnelitteratur ikke kunne være kunst. Børn har brug for at blive rystet af kunst, og det er interessant, at Astrid Lindgren allerede i 1959 anså sine bøger for at være kunst – for det er de! ”Mio, min Mio” peger frem i forfatterskabet til hendes andet store epos om livet, døden og det onde, ”Brødrene Løvehjerte,” fra 1973 – og så peger Mio altså også i al sin skønhed og gru tilbage til både Bdr. Grimms og H.C.Andersens eventyr.

”Mio, min Mio” anbefales endnu engang varmt til danskundervisningen, til op-, fri- og fritidslæsning. Astrid Lindgren kan stadig, og en kvalitetsudgivelse som denne er med til at holde hendes uomgængelige, kraftfulde og barske forfatterskab levende og vedkommende. 

http://www.gyldendal.dk

 http://www.astridlindgren.se/en

http://mikkelsommer.com/

Forfatter

Anmelder: Søren Fanø

Søren er lektor i dansk ved VIA UC, cand.pæd. og Master i børnelitteratur. Oprindeligt læreruddannet. Har interesseret sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år. Forfatter til både bøger og artikler om denne. Tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og suppleant til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Er særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen. Har en særlig svaghed for billedfortællinger, herunder graphic novels.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , , , , , . Bogmærk permalinket.