For eksempel var der et udtryk, som hedder, ”mama huhu”, hvilket egentlig betyder ”hest, hest, tiger tiger”, men kineserne bruger det om noget, som ikke er rigtig godt, men som alligevel kunne have været værre. Mama huhu. (s. 18)
I november 2015 modtog Mette Eike Neerlin Undervisningsministeriets, Skriverprisen for børneromanen, ”Hest,hest, tiger, tiger.”
Godt nok er romanen skrevet i et forholdsvist let læst sprog, hvilket berettiger prisen, men på den anden side foregår der ikke så lidt mellem og bagved linjerne i den. Med andre ord er der ikke udelukkende tale om en letlæst børneroman.
Som i Mette Eike Neerlins øvrige forfatterskab, fx den barske billedbogsfortælling, ”Historien om Ib Madsen” og den mere triste, ”Ham” beskrives der også her børn ude på kanten af tilværelsen. Det nye er, at ”Hest, hest, tiger tiger” er gennemsyret af en underfundig varme og humor, for jegfortælleren, pigen Honey har ellers nok at slås med.
Hun er født med læbeganespalte. Hendes storesøster, Mikala, er mentalt handicappet og arbejder på et beskyttet værksted. Faderen er delvist forsvundet ud af hendes liv. Han mangler altid penge og kan bedst beskrives som et socialt tilfælde. Moderen er en hårdtarbejdende kvinde, der på alle måder forsøger at få det hele til at hænge sammen, men som må overlade en stor del af det huslige arbejde til Honey, mens hun selv knokler på Harrys Hælebar.
Selve fortællingens clou er Honeys totalt manglende evne til at sige: NEJ! Hun siger altså, nogle gange tøvende, ja til tilværelsen, når hun bliver spurgt om noget, men aldrig, nej. Romanen kalder hende en løgner, men hun har nok snarere svært ved at sige fra. Her minder hun jo om noget så klassisk, som læreren (degnen) i Martin A. Hansens ”Løgneren” (1950), hvem tilværelsen også kaster hid og did, uden mål og med.
Honey kommer med bussen ved at ”uheld”. Hun begynder på et kinesiskkursus som ”Karen” den dag, hun har glemt sin passer i skolen. Da den rigtige Karen dukker op, giver hun selvfølgelig sig selv efernavnet, Blixen. Væsentligst i fortællingen om Honey, er da hun ved endnu et tilfælde bliver besøgsven på et hospice for Marcel. Her holder hun, trods adskillige genvordigheder, ud til Marcel afgår ved døden. Her stiller hun det spørgsmål, om hun overhovedet betyder noget for nogen, og bliver præsenteret for det sidste Marcel har været i stand til at lave. En kaffekop, han har malet og med teksten: ”Honey, Honey – my candy girl.” Honey er nemlig opkaldt efter pophittet fra 60erne med The Archies. Romanen ender i nærmest fryd og gammen med at drengen Philip, hvis fødselsdag hun flygter fra, kommer og henter hende og inviterer på en kop kakao.
Genremæssigt leger Mette Eike Neerlin i romanen med den socialrealistiske børneroman, uden at der på noget tidspunkt går Tove Ditlevsen, tristesse og ”En æggesnaps” i den. Her er ikke trist på den måde. Her leges med mødet mellem Honeys børnelogik og de ”voksnes” voksenlogik – og her vinder Honey hver gang. Endelig er det befriende, at romanen er befriet for magiske elementer, men fyldt med litterære figurer, der emmer af varme og liv.
”Hest, hest, tiger, tiger” anbefales varmt til danskundervisningen på mellemtrinnet. Temaerne i den er selvfølgelig væsentlige, ensomhed og venskab, men en undersøgelse af hvordan Mette Eike Neerlin har drejet fortællingen er måske endnu mere spændende. For hvem er Honey egentlig?
Denne anmelder håber også, at børneromanen finder sine fritidslæsere blandt målgruppen, for her er så sandelig nok at tænke over.
Endelig kan vi voksne læse med og fundere over, at børnelitteratur til tider er endnu bedre end såkaldt voksenlitteratur, når der skal fortælles noget væsentligt. Det har på alle måder været skønt at møde Honey og den forunderlige fortælling om hende. For:
”Somme tider kan det forkerte svar dreje livet i en retning, som slet ikke var meningen.”
Andre titler af Mette Eike Neerlin
https://bogbotten.dk/
https://www.youtube.com/watch?v=iQiwqiPeLGk
