Harry Potter og det forbandende barn

Forfatter: J. K. Rowling, Jack Thorne, John Tiffany
Oversætter: Mette Najmann
Sidetal: 369
Forlag: Gyldendal / Serie: Harry Potter 8



Målgruppe: 10+

19 år efter vi forlod Hogwarts, vender vi tilbage til J. K. Rowlings magiske verden i den ottende bog om Harry Potter, og det er en hæsblæsende historie, der sætter de syv andre bøger i perspektiv. Spørgsmålet er, om den også bidrager til dem?

Som det måske allerede er læseren af denne anmeldelse bekendt, er der ikke tale om en ny roman om Harry Potter, men i stedet et teatermanuskript til en opsætning, der pt kører i London. Der er stærke kræfter bag manuskript og opsætning. Først og fremmest J.K. Rowling selv, der får sin debut som manuskriptforfatter. Herudover har vi instruktør John Tiffany, der har modtaget priser i både West End og på Broadway og sidst manuskriptforfatter Jack Thorne, der udover teatret også skriver for film, tv og radio. Alt i alt et stærkt team, og det kan mærkes på historien, der helt generelt er skruet godt sammen, men også halter på nogle punkter.

En tung social arv

Vi møder Harry og hans kone Ginny Weasley samt parret Ron og Hermione Granger- Weasley i en historie, der tager sit udspring på Kings Cross Station, hvor de som forældre belaver sig på at sende deres børn afsted til Hogwarts for første gang. Således tager fortællingen afsæt i epilogen fra sidste film, ”Harry Potter og dødsregalierne”, og dermed skrives film og teaterstykke sammen på fornem vis. Godt tænkt af forfatterne. Herefter tager begivenhederne hurtig fart, og fortællingen lægges i høj grad over på Harrys og Ginnys søn Albus Severus Potter, der allerede på toget møder en ny kammerat, som er ingen ringere end en vis Scorpius Malfoy. Begge drenge lider fra begyndelsen den tort, at de er sønner af berømte fædre, hvilket ikke nødvendigvis gør deres liv lettere. Der er selvsagt meget store forventninger til Albus Potter, ikke mindst fra hans far. Scorpius må trækkes med navnet Malfoy, der er temmelig belastet af familiens signifikante rolle i den store troldmandskrig og dens ubestridte loyalitet overfor mørkets fyrste, Lord Voldemort. Bedre bliver det ikke, da Albus Potter, til hans egen og alle andres store overraskelse, placeres i Slytherin- kollegiet af Hogwarts særlige Fordelingshat. Allerede her fornemmer man, at store forandringer er på vej, og forskellige indicier indikerer, at Lord Voldemort måske er på vej tilbage.

Det er en fortælling med store ambitioner, og det bliver dens styrke og samtidig dens svaghed, for nu at bruge en kliché.

Styrken ligger ubetinget i en tempofyldt historie, hvor læseren, eller tilskueren, ikke keder sig mange sekunder. Man kommer på adskillige tidsrejser tilbage til de gamle bøger, og samtidig serveres en historie om et anstrengt forhold mellem far og søn, da Harry har svært at nå ind til Albus, og slet ikke forstår hans adfærd. Harry Potter er blevet far til en teenager, der er nøjagtig lige så uregerlig, som han selv var. Sønnens venskab med en Malfoy, og de farer, der på stribe hober sig op omkring de to drenge, tvinger Harry til et samarbejde med sin gamle dødsfjende Draco Malfoy, som er blevet helt menneskelig og delvis kedelig med alderen. Vi kommer heller ikke udenom, at Harrys fortid og særprægede opvækst har sat dybe spor i ham, og stykkets titel, ”Harry Potter og det forbandede barn” kan tolkes i flere retninger.

Freudianske spor

Det er her, vi møder handlingens første svaghed. Der er en tendens til, at forfatterne gerne vil hænge en del af handlingen op på Harrys forkvaklede forhold til sin gamle mester og rektor Albus Dumbledore, der som levende portræt i eget kontor bryder hulkende sammen, da han skal sætte ord på den faderlige kærlighed, han nærede til Harry i hans år på Hogwarts. Dette samtidig med, at Dumbledore fra start vidste, at Harry i sidste ende måtte miste livet i kampen mod Lord Voldemort. Harry på sin side kæmper med sine egne indre dæmoner og skammen over de mange troldmænd og hekse, der har måtte dø for hans skyld. Ræsonnementerne er rationelle nok, men der går for meget Freud og Disney i den, og det tager fokus fra den øvrige handling. Det bliver næsten kvalmt, når Draco Malfoy fortæller Harry, at han som dreng misundte Harrys venskab med Ron og Hermione, når han selv ingen rigtige venner havde. Potter- universet har aldrig været sort- hvidt, og psykologiske nuancer forekommer også i de tidligere bøger, men alt med måde.

På de mange tidsrejser i løbet af bogen må Albus og Scorpius sande, at selv de mindste ændringer af forhistorien kan få uoverskuelige konsekvenser for fremtiden og næsten også for læseren. Ideen om at fremmane Voldemorts genkomst ved at lade ham opstå fra fortiden er genial. Hvordan skulle man ellers bringe ham på banen igen? Vi kommer helt tilbage til Harrys tidligste barndom og særlig bogens sidste del får fart på, men kan også forekomme lettere forvirrende.

Et Potter- appendix?

Et indledende spørgsmål til nærværende anmeldelse var, om ”Harry Potter og det forbandende barn” yder et bidrag til de syv tidligere bøger. Umiddelbart er svaret nej. På trods af de mange referencer og direkte nedslag i de gamle bøgers handlingsforløb, står teatermanuskriptet tilbage som en selvstændig historie, der dog sætter tilskuerens kendskab Harry Potter- universets mange forviklinger på prøve. Ved at fokalisere handlingen på børnene til de velkendte karakterer gøres der et helhjertet forsøg på at skabe en ny historie, men jeg har svært ved at gennemskue, hvad jeg egentlig skal stille op med et kendskab til den voksne Harry Potter, hans børn og hans efterrationaliseringer om egen barndom. Jeg forstår, at J. K. Rowling med god grund ønsker at udbygge sit troldmandsunivers, som det også er tilfældet i den kommende biograffim, ”Fantastiske skabninger og hvor de findes” om troldmandsforfatter til en bog af samme navn, Newt Scamander. Det giver i min verden mere mening at tilgå universet fra nye vinkler fremfor et manuskript bærende Harry Potters navn, men som dybest set mest omhandler hans søn.

Harry Potter og det forbandede barn” vil naturligvis blive læst af Pottermaniacs over hele kloden, og i foråret 2017 udkommer et efterredigeret manuskript med de rettelser, som siden er tilføjet denne førsteudgave. Den skal også nok blive solgt.

Om den enkelte læser kan udholde et ca. 360 siders teatermanuskript må være en subjektiv vurdering. Historien er synlig nok alligevel, men det lykkedes mig ikke at komme ind i Potter- universet i tilnærmelsesvis samme grad, som det var mig forundt i de syv gamle bøger.

http://www.gyldendal.dk/

Forfatter

Anmelder: Janus Neumann

Janus er uddannet lærer og Cand. Pæd, i didaktik m.s.h.p. dansk med speciale i børne- og ungdomslitteratur. Janus har arbejdet på Skovshoved Skole i Gentofte siden 2002 og har i forlængelse af sin kandidatuddannelse holdt flere foredrag om børnelitteratur. Janus har en særlig interesse for den børnelitterære historie, den ironiske børnelitteratur og billedbøger.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.