Dagbogsoptegnelser fra et kælderhul

Forfatter: David Wiberg
Illustrator: David Wiberg
Oversætter: Vibeke Bruun Arildsen
Sidetal: 302
Forlag: Vild Maskine
Udgivelsesår: 2015
Set til kr.: 299,95

Målgruppe: 13+

Så snart man rejser sig, falder man. Det er min sorte skæbne. Jeg vil gøre noget alligevel, men ved ikke hvad. Kan måske få Janine til at ændre mening. Ellers bliver jeg bare liggende her og dør.

Man kan ikke læse denne forunderlige og morsomme, overskudsagtige bog på depressionens præmisser uden at tænke på den store russiske forfatter Fjodor Dostojevskij (1821-1881) og en af hans allermest kendte fortællinger, nemlig Optegnelser fra et kælderdyb (1864). Alene titlen ligner så meget, at man tænker, at det ikke kan være noget tilfælde. – Og på side 190 kommer det da også frem, da hovedpersonen Linneas svensklærer-vikar, Frederik, med et siger, da hun fortæller om, hvordan hun bor hjemme hos forældrene: Som en mini-Dostojevskij.

I sin novelle, lader Dostojevskij kældermennesket, som hans navnløse hovedperson kaldes, opponere mod både politisk og æstetisk idealisme, nihilismen og den naturvidenskabelige positivisme. Novellen anses for at være vendepunktet i Dostojevskijs produktion, idet han fra at have været en oprørsfigur bliver mere reaktionær – og ikke mindst kristen.

Som hos Dostojevskij lader David Wiberg også sin Linnea leve i en verden af tomhed og meningsløshed – og ifølge det indledende citat er tanken om døden da heller ikke helt fremmed for hende. Linneas humør og selvværdsfølelse bliver i løbet af romanen skiftevis kastet ud på vilde vover af dyb håbløshed og vilde forhåbninger. Kristen bliver hun nu ikke, her er det forelskelsen og venskabet, der synes at skulle være hendes redningsplanker mod tomheden.

Linnea går i 1. G og har problemer med snart sagt alt. Janine er hendes bedste veninde, men Janine ønsker, at deres venindeforhold skal være mere loose. Dels har hun sin kæreste Magnus, som hun skal passe. Dels er de også begge veninde med klassekammeraten Sanna, så det går ikke an, at Linnea og Janine bruger så meget tid på hinanden alene. Dels er Linnea dybt forelsket i A, Anthony, som hun har set (ikke engang rigtig mødt) engang i oktober (ved bogens begyndelse skriver vi januar).  Endnu har hun til gode at han får øje på hende, og dels mangler de at få vekslet de første ord med hinanden – for slet ikke at tale om at opnå det første kys. Dels har hun på bedste teenagemaner også problemer med sine forældre.

Fx siger Linnea om sig selv: “Alle taler om, at man har fremtiden for sig, og at man vil opleve så mange fantastiske ting, men hvad ved de egentlig om det? Jeg tror helt ærligt ikke, at der kommer til at ske fantastiske ting i mit liv. Et vildt gæt er, at jeg vil hade mit liv.”

Og det er sandt, at der bliver rigeligt med muligheder for hende til at opleve dette selvhad. Men heldigvis også mange stunder af optimisme, selv om det nu er nedturene, der fylder mest.

Romanen arbejder sig i løbet af det halve år, den strækker sig over frem mod Peace & Love – koncerten – og her håber hun, at det endelige gennembrud til A vil komme, for alle (og der er mange) hendes forsøg på at komme til at mødes og snakke med A strander pga. alle de forviklinger, man kan forestille sig, ligesom venindefnidderet får på alle tangenter.

Du godeste, livet er ikke let. Og det pudsige er, at Linnea faktisk er et ganske velbegavet barn, som både skriver og tegner med ikke så lidt af en kunstnerisk nerve for at få hold på sit periodevise umulige liv. Og ud fra et let og muntert sind flyder hendes tegninger og ord ikke – men det pudsige er faktisk, at bogen er skøn at læse, og man ler ganske meget undervejs. Og føler med hende, når det er nødvendigt.

Romanen – som er en art dagbogsroman – er befriende morsom, dybt alvorlig og aldeles troværdig. Man kommer virkelig til at holde af Linnea og ønsker alt godt for hende, selv om intet kommer let til hende. Hun tror mere på vanskelighederne end på lykken, som hun ganske enkelt ikke tør tro på.

Alligevel vil man gerne læse mere om hende!

Romanen er David Wibergs første på dansk. Romanen var i første omgang skrevet som et teaterstykke, hvorefter det med heldig hånd blev omskrevet til denne flotte roman, som på det bestemteste er anbefalelsesværdig. Det er forfatteren selv, som har illustreret og indsat de små tegneseriefortællinger, der indgår undervejs.

Romanen er først og fremmest en selvlæsningsbog – og bør serveres for alle 9.-10. klasses elever samt gymnasiaster. Hvilken fest, de kunne få!

http://www.davidwiberg.se/

http://www.vildmaskine.dk/david-wiberg/

Forfatter

Anmelder: Eiler Jensen

Eiler er konsulent og forfatter til adskillige bøger – både skønlitterære ungdomsbøger og – især – faglitterære bøger om børne- og ungdomslitteratur. Er anmelder af børnelitteratur i Børn & Bøger. Er oprindeligt uddannet som lærer, har siden uddannet sig til cand.pæd. i pædagogisk filosofi. Har læst børnelitteratur igennem hele voksenlivet, og er af den opfattelse, at skønt man ikke kan frikende børnelitteraturen et vist pædagogisk islæt, så kan den som voksenlitteraturen bestemt være et kunstnerisk udtryk.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , . Bogmærk permalinket.