Skoven set fra oven

Forfatter: Karen Filskov
Illustrator: Karen Filskov
Sidetal: 27
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 2015
Set til kr.: 199,95

Målgruppe: 7+

Vil du være en hugorm så vær rar ikke at bide. Som tak får du et tip: Hug kun firben, fugleæg og mus. Hold dig fra pindsvin. De går i pigtråd og panser og standser gerne for at slås mod et giftigt gebis. Hvem vinder kampen? Et godt råd: hejs hvidt flag og stik af! 

Denne fine tekst om hugormen er en af de 24 tekster, der står i Karen Filskovs ikke mindre end aldeles fremragende ”Skoven fra oven”.

Teksterne om hugorme, blade, skovflåter, klokkeblomster med mere er fine, usentimentale, skæve og endda også pædagogiske. Men det der gør Filskovs digtsamling så genial er at teksterne er figurdigte. Så Hugorme-teksten er formet som en hugorm. Klokkeblomst-digtet som en klokkeblomst. Og det er simpelthen megafedt. Der hvor 60’ernes konkret-poesi møder børnelitteraturen med leg, skæg og balfaldera.

I tilgift bliver læsningen af digtene både organisk og labyrintisk. Nogle gange skal man læse op, nogle gange ned. Nogle gange deler teksten sig så det giver nye slutninger, nye meninger. Hvert digt undersøger altså både naturen og litteraturen. Og begge dele gør de fremragende.

Fine fine figurdigte om naturen hvor hvert digt er formet som det det handler om. Det er konkret-poesi i børnehøjde. Det er velfungerende og fremragende.

http://www.gyldendal.dk

http://karenfilskovforedrag.blogspot.dk/

Forfatter

Anmelder: Jakob Kragh

Er cand.mag. med et speciale om børnelitteratur. Jakob har gået på Forfatterskolen for Børnelitteratur; og det var kun med til at hans glæde over bøger til børn og unge bare voksede uhæmmet. Jakob har en forkærlighed for realisme, for sprogligt stramme og sprogligt flippede bøger. Og så har han siden han kunne sætte to ord sammen elsket de bedste rim og remser.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.