Natløb

Forfatter: Palle Schmidt
Sidetal: 48
Forlag: Høst & Søn / Serie: Zoom on
Udgivelsesår: 2014
Set til kr.: 129,95


Målgruppe: 13+
Sværhedsgrad: Lix 20

Martin er lige startet i 1.g og er på intro-tur med sin nye gymnasieklasse. En introtur der udvikler sig til noget ud over det sædvanlige, da klassen overmandes af en gruppe arabiske terrorister, der er på flugt efter et mislykket terrorangreb.

De holder gymnasieklassen som gidsler, imens de venter på en flugtbil. Martin tager mod til sig og beder gruppens leder Omar om at lade hans kammerater gå. Omar lover Martin, at kan han finde bare fem der vil slås, så vil han lade dem gå.

Det lykkes Martin at samle fem modige, som til Omars store morskab blot isoleres i krybekælderen under køkkenet – så er der ikke noget ballade med dem! Gruppen i krybekælderen er under ekstremt pres og svinder langsomt ind, da terroristerne koldblodigt gør det af med to af dem; en fordi han gør modstand og en da den video de vil optage med ham og lægge på nettet øjensynlig mislykkes.

Til sidst lykkes det Martin og Katrine at overmande og dræbe en af terroristerne og flygte ud i den skov der omgiver hytten. Imens det langsomt lysner, opdager de, at de bliver forfulgt… Hvordan historien ender, skal ikke afsløres her.

Det er et utrolig godt komponeret gys Palle Schmidt her præsenterer sin læser for. Der er smæk for skillingen og fuld fart over feltet. Jeg-fortælleren Martin er troværdig og læseren er med hele vejen. Palle Schmidt er bl.a. kendt for ungdomsromanen ”En del af mig” fra 2013, som også indgår i den interessante Zoom On serie.

Natløb er kort, men supergodt skrevet. Den vil både appellere til drenge og piger fra 13 års alderen som selvlæsning.    

Forfatter

Anmelder: Eva Schelke

Eva er uddannet lærer og skolebibliotekar og er ansat på Korskildeskolen, hvor hun underviser i dansk i overbygningen og arbejder i team med folkebibliotekets folk på skolens integrerede bibliotek. Glæden ved en god bog har hun med helt fra barns ben. Begge hendes forældre læste op for Eva og hendes søskende fra de var helt små. I skolealderen læste hun stort set hele skolebiblioteket og var en flittig gæst på folkebiblioteket. På seminariet fik Eva øjnene op for 90’ernes børne- og ungdomslitteratur - og siden har hun været hooked. Hun er vild med at læse og arbejde med bøger og billedbøger til børn og unge og elsker at formidle dem. Eva har en forkærlighed for de lidt skæve og vilde bøger til børn og unge – fra billedbøger til ungdomsromaner.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.