Himmelborgens hemmeligheder

Forfatter: Charlotte Blay
Illustrator: Per O. Jørgensen, Lykke Bianca
Sidetal: 280
Forlag: Turbine
Udgivelsesår: 2014
Set til kr.: 249,95

Målgruppe: 10+

Blæsten er stilnet af, og tårnet rejser sig himmelhøjt over de korsformede fløje. En dyb revne skærer et sår i muren. – “Sort uheld! Siger kammerherreinden. – Det må være sket under stormvejret. Tro mig, Uffe, den revne betyder ulykke. Der er helt sikkert sluppet mørke kræfter løs her på Gjorslev i nat.” 

Anna og Uffe er skilsmissebørn, og den ene halvdel af tiden bor de hos deres mor og har et helt normalt liv. Den anden halvdel af tiden bor de hos deres far, som er godsejer på Gjorslev, og livet her er knap så almindeligt.

Efter en storm er der kommet en stor revne i et af tårnene, og ud gennem denne revne strømmer alverdens af fortidens spøgelser, som nu kommer for at hjemsøge Gjorslev og for at finde fred. De viser sig efterhånden for søskendeparret, som må hjælpe hvert enkelt  spøgelse med at finde fred.

Bogen er virkelig godt sat sammen; hvert kapitel tager en ny tidsperiode op, nemlig den tidsperiode spøgelset i kapitlet kommer fra. For eksempel handler første kapitel om vikingetiden, hvor spøgelset er en trælkvinde fra netop vikingetiden, som blev dræbt for at kunne lægges i graven hos den mand, hun tilhørte. Kvinden går nu igen, da hun aldrig fandt ud af, hvad der blev af hendes datter. Det finder søskendeparret ud af for hende, og trælkvinden får på den måde fred.

Så hvis man godt kan lide både historie, action og mystik, er dette her en virkelig god bog! Den er sprogligt flot sammensat, og dialogen virker meget naturlig og realistisk. Samtidig får forfatteren virkelig listet en masse danmarkshistorie ind i bogen, uden at det på noget tidspunkt bliver tørt eller kedeligt. Bogen er pakket med spænding og mystik, og undertegnede blev selv helt nysgerrig efter at undersøge mere om nogle af tidsperioderne.

‘Himmelborgens hemmeligheder’ er ikke bare skrevet ud fra fri fantasi. Beskrivelsen af godset og dets historie har nemlig rod i virkelige personer og begivenheder, og forfatteren har selv i en årrække boet på Gjorslev Slot på Stevns og har derfor indgående kendskab til stedet.

Hvis man synes at forsideillustrationen virker bekendt, kan det være fordi illustratoren Per O. Jørgensen også har illustreret forsiderne til de danske udgaver af Harry Potter-bøgerne. Illustrationerne inden i bogen er lavet af både Per O. Jørgensen og Lykke Bianca, og de fungerer meget meget fint, både fordi de stilistisk passer godt ind i romanens atmosfære og er med til at give det helt rette indtryk, og også fordi de fint understreger historien uden at tage for meget over.

På hjemmesiden www.himmelborgen.dk kan man læse mere om godsets historie, lave opgaver om de forskellige tidsperioder, der er beskrevet i bogen, og finde links til mere information. Bogen er også oplagt at bruge i skolen og en lærervejledning findes på hjemmesiden.

http://www.turbineforlaget.dk/

www.blay.com.

Forfatter

Anmelder: Line Frømann Ehlers

Line er uddannet bibliotekar DB anno 2007 og har arbejdet som børnebibliotekar på Herning Bibliotekerne siden da. Hun elsker det gode gys, både for børn og voksne, og læser derfor meget i den genre. Men hendes litterære interesser spænder vidt, og elsker også en god fantasyroman eller dystopi. Efter at Lines liv er blevet beriget med to fantastiske børn, er hun helt naturligt også blevet interesseret i bøgerne for de allermindste, herunder både pege- og billedbøger - som læses i uhyrlige mængder på hjemmematriklen. Desuden anmelder Line både børne-, unge- og voksenlitteratur til Herning Folkeblad.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.