Grundstødt

Forfatter: Seita Vuorela
Illustrator: Jani Ikonen
Oversætter: Siri Nordborg Møller
Sidetal: 355
Forlag: Turbine
Udgivelsesår: 2015
Set til kr.: 299,95

Målgruppe: 14+

Det er en spændende udgivelse, forlaget Turbine her har bundet an med med Grundstødt. For det er først nu vinderen af den første Nordisk Råds Børne- og Ungdomslitteraturpris 2013 udkommer på dansk, og det kan der være mange grunde til. Romanen Grundstødt (finsk, Karikko) er, på trods af at dens ene jegfortæller og synsvinkelbærer, den fjortenårige dreng Mitja, ikke nogen typisk ungdomsfortælling. Romanen rummer flere fortællere og fortællestemmer og minder i sin fortællemåde meget om de internationale engelske og amerikanske young adult bøger, der udkommer i disse år – fra William Goldings, Fluernes herre frem til Suzanne Collins, Hunger Games.

Grundstødt balancerer på fornemste vis mellem magisk realisme og så en bevægende, fantastisk fortælling om sorgen og adskillelsen fra en nær ven, der er død efter et fald fra en forladt silo. Man kan sige at Vuorela udnytter det internationale fantasyboom i Grundstødt, men fornyer genren. Den magiske realisme blandes med den ligeledes meget populære dystopiske genre (teen noir), og endelig er Grundstødt grundlæggende også en klassisk ungdomsroman. Hele dens intrige beskriver et ungt menneskes, Mitjas, frigørelsesproces, frem til at han opdager den sti, han selv vælger at gå.

I romanens ydre handling følger vi Mitja, Vladimir og deres mor på en campingferie,langt væk fra hverdagen, til campingpladsen ved det fiktive Land´s End. Her lukker storebroren Vladimir sig inde i autocamperen med en stabel videofilm og strejfer ellers rundt ved et nedlagt hotel, mens Mitja under sin strejfen møder en flok hjemløse drenge, der lever deres liv helt uden for civilisationen efter deres egen lov, Strandloven. Mitja slutter sig til disse drenge og deres dagdriverliv, der sender hilsner tilbage til tidligere tiders sørøvere i Cornwall, og til de ”sirener”i den græske mytologi, der lokkede skibe til at støde på grund og forlise, så man kunne plyndre dem. Undervejs i romanen sender Vuorela også en intertekstuel hilsen til finske eventyr, Tove Jansson, danske H.C. Andersen og eventyret ”De vilde svaner.”

Sammen med Mitja trækkes læseren ind i en eventyrlig og drømmeagtig verden som er fjernt fra den verden, vi lever i til hverdag.

Grundstødt er ikke noget let bekendtskab. Den kræver meget af sin læser, der skal holde rede på de mange fortælleplaner og fortællere, men den giver også meget igen med sin poetiske sprogbrug og sin måde at beskrive Mitjas og Vladimirs sorgbearbejdning på.

Seita Vuorela formår til det sidste at holde læseren på pinebænken om, hvem disse stranddrenge og pigen er og hvilken rolle de har og får for Mitjas muligheder for at komme gennem sorgprocessen. Romanen fungerer fint på dansk, hvilket må tilskrives oversætteren, Siri Nordborg Møller. På dansk har den fået titlen Grundstødt, og det er et godt valg, for bortset fra Bornholm, er der ikke mange ”karikko`er,” (Blindskär) eller undersøiske skær, man kan lokke vildfarne skibe på i Danmark.

Grundstødt er illustreret af Jani Ikonen, der udover det smukke stemningsfyldte cover, med autocamperen på vej mod havets bund, også har gennemillustreret romanen med sort/hvide, fotoagtige tegninger som understreger romanens sørgmodige, sjælfulde og triste tone.

Forfatteren, jounalisten, underviseren i kreativ skrivning og fotografen, Seita Vuorela døde i april 2015, kun 44 år gammel. Under sit fødenavn, Seita Parkola har hun tidligere fået ungdomsromanen, Mulighedernes hus udgivet hos Turbine.

Grundstødt anbefales varmt til den rutinerede unge læser, der ønsker en velskrevet, litterært udfordrende roman, der handler om at komme videre efter at have været involveret i en dødsulykke. Seita Vuorelsa insisterede selv på, at romanen også var en ungdomsroman ud fra en betragtning om, at det ikke gjorde noget at den unge læser skulle anstrenge sig. Jeg er enig. Men den voksne kan med stort udbytte læse med. Blandt andet fordi det er sjældent, at fraværende, ufølsomme og uengagerede forældre er blevet fremstillet så transparent og afslørende som her i Grundstødt. Her er der meget at reflektere over for den voksne læser også.

Herunder, hvorfor så lidt nordisk børne- og ungdomslitteratur bliver oversat til de andre nordiske sprog.

http://www.turbineforlaget.dk/

http://www.norden.org/

 

 

 

Forfatter

Anmelder: Søren Fanø

Søren er lektor i dansk ved VIA UC, cand.pæd. og Master i børnelitteratur. Oprindeligt læreruddannet. Har interesseret sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år. Forfatter til både bøger og artikler om denne. Tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og suppleant til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Er særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen. Har en særlig svaghed for billedfortællinger, herunder graphic novels.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , . Bogmærk permalinket.