De utilpassede. Et blodigt eventyr fra udkantsdanmark

Forfatter: John Kenn Mortensen
Illustrator: John Kenn Mortensen
Sidetal: 320
Forlag: Carlsen
Udgivelsesår: 2014
Set til kr.: 199,95

Målgruppe: Ikke sarte sjæle 12+

For lige at få luget ud i læserskaren til denne herlige, overdrevne, absurde, humoristiske, politisk absolut ukorrekte, blodige og bloddryppende vampyrgyser fra Udkantsdanmark, vælger jeg at citere hele bagsideteksten:

Lolland.

Ligner en lort, der ikke vil skylles ud. Og nu skvulper den bare rundt i røven på resten af Danmark.

Det er her, Johan bor. Det er her, han er født og opvokset. Der er også en overhængende fare for, at det er her, han snart vil ende sine dage i hænderne på landsbybøllen Jackie, eller som offer for en lollandsk vampyr. Der er nemlig sket det, at hele Lollands voksne befolkning er blevet forvandlet til vampyrer. Inklusiv hans bedste ven, Jacob, selv om han slet ikke er voksen. Som om det ikke er nok, er Johan også forelsket. Helt vildt forelsket i Dorthea. Som er hans babysitter. Kan det blive værre? 

A D VA R S E L!

Denne bog indeholder bandeord, heavy metal, døde undulater, mennesketomme landsbyer, afhuggede hoveder, hekse, utilpassede unge, uhygge, generelt ubehag, spandevis af blod, en lille smule kærlighed og rigtig, rigtig mange vampyrer … Der sker noget nede på Lolland … Det er for alvor slut med at dø af kedsomhed på en af omegnens roemarker.

Så er banen ligesom kridtet op!

“De utilpassede” er tegneren og illustratoren John Kenn Mortensens romandebut. Og det er en voldsom debut fyldt med vold, død og splat i rigelige mængder og i detaljerede beskrivelser.

Dødsensfarlige vampyrer er i gang med at udrydde befolkningen i alle Lollands landsbyer. De voksne har forvandlet sig og hænger som flagermus i supermarkedet og venter på mørkets frembrud, mens frysedisken,vampyrernes spisekammer, er fyldt med barnelig. Hovedpersonen Johan må, sammen med vennerne, Jacob og Dorthea, sætte livet på spil for at bekæmpe vampyrkongen, og se om de kan flygte i den ombyggede amerikaner luksuslimousineligvogn, Charon (opkaldt efter færgemanden, der i sin båd transporterede den døde til dødsriget!).

Johan bor i en lille landsby, der er kendetegnet ved, at man kommer ind i den i den ene ende – og forlader den i den anden, og det uden at der er sket en skid (!). Men en dag bliver de voksne indkaldt til et møde om, hvordan man bringer velstand til Lolland, og selvfølgelig dukker alle op.

Scenen er sat til et forrygende drama i Udkantsdanmark – og det uden at det øvrige Danmark griber ind. De voksne forvandles til vampyrer, og jagten på børnene er gået ind.

John Kenn Mortensen har virkelig sans for det uhyggelige. Og det gælder ikke blot sproget, hvor siderne flyder med blod, afrevne lemmer, indvolde barneskrig og andet godt fra gysergenren, men også de forrygende, detaljerede sort/hvide tegninger understreger og underbygger fortællingen.

Denne læser er især vild med de små vignettegninger, der angiver, hvor læseren kan holde en pause, og med den klare komposition af bogen i tre dele med prolog og epilog. Alt sammen tiltag, der kan hjælpe en ikke rutineret læser gennem romanens mange sider.

Advarsel: Da Lolland nu er udslettet, bombet tilbage til stenalderen, er der grund til at bemærke “De utilpassedes” epilog, hvor en lille rød båd med kahyt lander på Langeland, og lille Ida går ind i kahytten. Den er tom, bortset fra en gammel ghettoblaster, der står i midten af kahytten. Hun tænder den og får et chok, da Misfits (!) brager ud af højtalerne. Der er mørke skyer på himlen.det begynder snart at regne igen. Kun en tåbe frygter ikke fortsættelsen!!

På trods af ovenstående “advarsler” bør “De utilpassede” stå på læringscentret og på biblioteket. Måske er den, bogen, der kan blive den unge knægts første fede læseoplevelse. Endelig er “De utilpassede” en lækker udgivelse med dens hårde omslag og gode papirkvalitet, der fremmer oplevelsen af især illustrationerne!

Har man ikke fået sin lyst styret, kan man erhverve illustrationerne som postkort i en smuk kassette: “30 uhyggelige kort”, for 129,95.

http://johnkenn.blogspot.dk/

http://www.carlsen.dk/Titler

Forfatter

Anmelder: Søren Fanø

Søren er lektor i dansk ved VIA UC, cand.pæd. og Master i børnelitteratur. Oprindeligt læreruddannet. Har interesseret sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år. Forfatter til både bøger og artikler om denne. Tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og suppleant til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Er særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen. Har en særlig svaghed for billedfortællinger, herunder graphic novels.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.